Kreativitet som forvandling

Artikel af Rhonda J. Miller i Venture Inward, maj/juni 2007, på dansk ved Hanne Knudgaard

Portrat af Edgar Cayce

'Gør disse ting, og du vil opleve en afgørende udvikling, hvad enten du tror på det eller ej 'fastholder Cameron. 'Universet støtter planer, der fortjener det, særligt festlige og udviklende planer. Sig at du agter at foretage dig et eller andet, og spænd så sikkerhedsbæltet. De mest bemærkelsesværdige ting vil følge efter.'

Julia Cameron forener kreativitet og spiritualitet med den samme slags et-skridt-ad-gangen-klogskab, som Edgar Cayce hyldede. Resultatet er spirituel kreativitet som en konstant og nærende del af dagligdagen, en vej hun vil dele i sin workshop om Kreative myter og fabeldyr, som afholdes på A.R.E. d. 6-8. juli.

Camerons kendteste arbejde, Kunstnerens vej: En åndelig vej til højere kreativitet, fortsætter med at skaffe hende mængder af hengivne beundrere, som bruger hendes vejledning til at komme i forbindelse med deres højere selv, med det, som nogle kalder sjælen.

'Kreativitet er en naturlig del af livet. Liv er energi, ren skabende energi', skriver Cameron. 'Vore kreative drømme og længsler stammer fra en guddommelig kilde. Når vi nærmer os vore drømme, nærmer vi os vor guddommelighed.'

Cameron er forfatter til 22 bøger, et nyt skuespil, Kærlighed i den demilitariserede zone, en spøgelseskomedie, Medium på fri fod, og en musical med titlen Magellan, som hun har arbejdet på i 10 år.

Hendes succes har betydet hårdt arbejde og vil fortsat være det. Cameron beretter åbent og indgående om sine kampe, herunder om den pludselige erkendelse i 1978 i en alder af 29 år af, at hun havde et 'alkoholproblem, som jeg ikke længere kunne håndtere. Jeg så i øjnene, at drikkeriet ville slå både mig og min kreativitet ihjel.'

Tvunget til at finde en ny skabende vej tog hun dét til sig, som Dylan Thomas har kaldt 'den kraft, der får blomsten til at blomstre'.

Sådan begyndte de daglige skriveøvelser, som hun kalder MorgenSider.  Ved at skrive disse tre sider hver morgen lærte hun 'at træde til side og at lade den kreative kraft arbejde gennem mig. At skrive blev mere som at lytte og mindre som at opfinde en atombombe.'

Camerons selvopdagelse giver mindelser om Cayce, der ofte anvendte ordene 'kreativ' og 'kreativ kraft', når han talte om Gud eller det guddommelige.

Cayce's reading 2398-2 for en 42-årig mandlig portrætmaler indeholder bl.a. følgende:

For uanset hvilken indre trang af kreativ natur, der melder sig i et menneskes liv, vil den pågældende komme nærmere det guddommelige ved at følge trangen. Enhver destruktiv kraft medfører en skadelig indflydelse i livet. At flygte fra sig selv er skadeligt; at foretage sig noget kreativt bringer udvikling.

Nogle af de mennesker, der hører om Camerons personlige vanskeligheder, sætter spørgsmålstegn ved klogskaben i at følge en lærer, som oplever den ene foruroligende krise efter den anden.

'Folk ville måske være lykkeligere, hvis jeg havde vinger. Jeg stammer fra en skrøbelig, modsætningsfyldt familie. På baggrund af dén skrøbelighed mener jeg, at jeg har bevist, at jeg er overordentlig robust,' udtalte Cameron i et telefon-interview i New York i januar. 'Jeg er en ædru alkoholiker. Jeg blev ædru, da jeg var 29. Det er 29 år siden, så jeg har nu klaret det i halvdelen af mit liv.'

Hun forsætter med at bruge sin egen nænsomme disciplin og sætter sig hver dag og skriver, medens hun finder sin egen vej til helbredelse.

Cameron har udviklet en 'værktøjskasse', som hun på sine workshops tilbyder alle, fra teenagere til folk i firserne, fra arbejdende kunstnere til mennesker, der blot ønsker at skabe sig et mere dynamisk og autentisk liv.

'Folk plejer at sige: 'Jeg ved ikke, hvorfor jeg er her.' Og så begynder de ellers at tage fat på områder i sig selv, som de ikke tidligere har udforsket,' siger hun.

Camerons grundlæggende værktøjer er følgende:

  1. Daglige Morgen Sider – tre håndskrevne sider, beskrivelse af bevidsthedsstrømme når man vågner;
  2. En ugentlig kunstnerisk beskæftigelse – en time eller to af ensom foryngelse, som kan være noget så enkelt som et besøg i en stof-forretning eller skitsetegning under et egetræ; og
  3. Gåture for at forbinde fodsål og sjæl.

Hendes bane som lærer blev udstukket for hende under gåture i New Yorks West Village. Efterhånden som hun fandt ud af, hvordan hun skulle åbne vejen for sin egen kreativitet, begyndte forfattere med skriveblokeringer og andre, malere og filmskabere, der var gået i stå med deres arbejdsområder at henvende sig til hende om hjælp. Hun delte blot sin viden om det, hun foretog sig med sig selv.

'Jeg forestillede mig, at jeg var ved at blive en kreativ korttegner, som skabte detaljerede kort, der viste en vej ud af roderiet, for mig selv og for enhver anden, der havde lyst til at følge med. Jeg planlagde aldrig at blive lærer,' sagde hun.

Hendes vej ud af kaos fangede min opmærksomhed i 1998. På det tidspunkt havde Cayces visdom været en del af grundlaget i mit liv i 30 år. Af en eller anden grund havde mit lange ægteskab, forældreomsorg, mit forfatterskab og retningen i mit liv nået et eller andet udefinerligt punkt af kedsomhed. Men så opdagede jeg pludselig den fængende virkning af 'Kunstnerens vej'. En ven havde givet mig den som gave, men den havde i to år vansmægtet urørt på min boghylde.

'Vi higer efter det, der kan kaldes en kreativ tilværelse, en større fornemmelse af kreativitet i vore arbejdsliv, i fællesskabet med vore børn, vor ægtefælle og venner' skrev Cameron i et afsnit med titlen 'spirituel elektricitet'.

Med en del bange anelser underskrev jeg den kontrakt med mig selv, der er trykt i bogen: 'Jeg forstår, at jeg under vejledning påtager mig et intensivt sammenstød med min egen kreativitet .......... Jeg forstår endvidere, at dette forløb vil fremkalde problemer og følelser, som jeg må forholde mig til.'

Bogen blev uundværlig kort tid efter, at jeg var begyndt med MorgenSiderne, som jeg faktisk skrev i min eneste forudsigeligt ledige tid efter frokost.

''Øvelsen vil bringe dig i sindsbevægelse, gøre dig nedtrykt, vred, bange, glad, håbefuld og til slut mere fri', lovede Cameron.

Løftet blev indfriet

Min første indrømmelse i MorgenSiderne var, at jeg måske ikke ville være i stand til at forblive i mit ægteskab, selv om det i sin tid havde forekommet at være en forudbestemt og glædelig forening. Det var et chok, også for mig, nogle få ord, der svævede rundt midt imellem de håndskrevne linier, men langsomt begyndte jeg at få så megen tillid til mig selv, at jeg turde skrive min egen sandhed.

Cameron tilråder, at ingen andre ser siderne – aldrig nogensinde. Hvis jeg skulle skrive ærligt, måtte jeg være sikker på, at det forblev privat.

Cameron tilråder ikke, at man skaffer sig af med de skriverier undervejs, der fjerner de daglige uklarheder, og som bringer os nærmere sandheden. Så i begyndelsen beholdt jeg det hele, både mine smukke, kunstneriske, indbundne dagbøger og de billige spiral-notesbøger fra supermarkedet. Men i en ceremoniel renselse i forbindelse med min skilsmisse for nogle år siden blev adskillige dusin smidt ud, én dagbog ad gangen. Mit eget valg føjer frihed til mine 20 minutters daglige dagbogsskriveri.

Fra det tidspunkt, da jeg begyndte at skrive MorgenSider, manifesterede både mennesker fra mine drømme og tanker, jeg havde nedfældet på papir, sig i mit liv. Til andre tider trådte løsninger tydeligt frem, ledsaget af en følelse af déjà-vu, som fik mig til at være opmærksom. Jeg kunne få en opgave med at interviewe en eller anden og så opdage, at den pågældende havde en besked, som jeg havde behov for at lytte til.

Cameron skriver: 'Skæbnen og vore forudbestemte opgaver åbenbarer sig for os efterhånden, ved fingerpeg og tilfældigheder, ét ad gangen. En skønne dag, ofte ganske pludseligt, kommer klarheden, og vi siger: 'Aha! Det er derfor ...... (udfyld selv den tomme plads.)

'Flytte til Florida!?' spurgte jeg mig selv i mine MorgenSider. Først strittede jeg imod, men det viste sig, at Florida var det rigtige sted på det tidspunkt.

Opgiv de udslidte undskyldninger om at være for gammel, for fattig, talentløs, kedelig eller dum, siger Cameron. Når man bryder én grænse, skubber man samtidig andre længere væk.

'Hvis man taler med tilstrækkeligt mange kunstnere, vil man konstatere, at held og tilfældige møder er helt almindeligt forekommende elementer, faste bestanddele, der viser sig, når ens rastløshed bliver af et sådant omfang, at den ikke er til at bære. Rastløshed betyder, at man kreativt er på vej,' ifølge Cameron.

Cameron siger: 'Ingen be'r dig om at springe. Foretag dig én lille, daglig handling i stedet for at fortabe dig i de store spørgsmål.' Skaf dig af med tøj, der ikke får dig til at føle dig vidunderligt til mode, gå til maleundervisning, gå ind i en boghandel og find en bog, der taler til din fantasi.

'Følg dine sære, kreative lyster, og du kommer til at ændre dig, et skridt ad gangen.'

Lyder det bekendt? 'Skridt for skridt, linie efter linie,' er en Cayce-klassiker.

Et andet vigtigt princip, som Cameron og Cayce har til fælles, er kreativitetens spirituelle natur. Det tog mig år at opdage, hvordan de to ting på helt særegen vis var forbundet i mit liv. Jeg deltog i Mark Thurston's konference, 'Find din mission i livet', hvor jeg fik en vejledning, som jeg har anvendt i mange år. Baseret på Cayce's råd om, at det at sætte navn på vort ideal er startpunktet, fortalte vi under en intens, tankevækkende samling hver især om vort ideal. Mit ideal var kreativitet, og jeg har aldrig haft hverken begrundet anledning eller instinktiv trang til at revidere det. Camerons arbejde fik mig til at indse, at kreativitet er en holdbar livsform, der omfatter både det fysiske, det mentale og det spirituelle.

Min påskønnelse af Cameron's arbejde fik endnu en tak opad, da jeg første gang interviewede hende for et par år siden. Hun var charmerende, tilgængelig, og hun så modigt sine besværligheder i øjnene. Hun var flyttet fra sit elskede Taos, New Mexico, til New York City. Hun var tydeligvis ikke helt glad for det, men hendes eget kreative arbejde gjorde, at det var nødvendigt for hende at bo i New York. Jeg kunne kun respektere hendes dilemma og hendes tillid til egne værktøjer. Jeg mødte hende senere i Miami på en workshop om inspiration. Jeg havde arbejdet med de grundlæggende ting i 'Kunstnerens vej', men hun bød på flere råd og mere inspiration, særligt med hensyn til en enkelt ting, der viste sig at være en juvel.

Jeg havde skrevet MorgenSider efter frokost, eller om aftenen, hvis det havde været en meget travl dag. Jeg spurgte hende om denne timing. Hun svarede, at middag eller aften mere var som en gennemgang af begivenhederne, men tilføjede: 'Hvis du skriver dem om morgenen, har du flere spor at vælge imellem i løbet af dagen.' Det betød, at jeg ikke havde fået det fulde udbytte af kraften i MorgenSiderne. Efter den dag blev skriveriet en fast del af min morgenrutine, enten på terrassen bag huset, hvor der er et stort grønt område, eller på verandaen foran huset. Mange gange har jeg kørt min datter til skole og har sat mig ud for at spise morgenmad med min journal under armen, så jeg ikke ville blive forstyrret.

Synkronicitet gav mig en chance for at gense Cameron i New York. Jeg fik en e-mail om, at hun i forbindelse med en landsdækkende turné for at præsentere sin bog, 'Gulvmønster', bl.a. ville være til stede hos Barnes & Noble i Lincoln-centret i maj 2006. Jeg tænkte ikke videre over det.

Uger senere tog jeg for første gang i 15 år til New York for at hjælpe min datter med at flytte ind i en universitets-lejlighed i New York. Jeg skulle være der i to dage. Til min overraskelse var min første dag i byen den selv samme dag, hvor Cameron skulle tale om sin nye bog 'Gulvmønster' hos Barnes & Noble. Min fætter, som bor i New York, og som jeg ikke havde set i årevis, tog os med undergrundsbanen til Lincoln Center. Det var en af de gange, hvor jeg vidste, at jeg ikke skulle tvivle på, at magi spiller en rolle, når det er det højeste gode, der er tilsigtet.

'Skulle det komme bag på mig?' spurgte jeg mig selv, da jeg sluttede mig til andre entusiastiske tilhængere af Camerons lære, og vi alle modtog hende med varme og latter. En af Camerons meddelelser om at tjene er, at arbejdet med spirituel kreativitet meget hurtigt medfører, at man selv bliver en bro, som vil gøre andre i stand til at gå over fra at tvivle på sig selv til at udtrykke sig selv. Min fætter havde aldrig før hørt om Julia Cameron, men tog hjem med favnen fuld af hendes bøger, alle signeret af forfatteren, til sig selv og sin teenage-datter. Hvem ved, hvor den bro fører hen?

Hun fortalte, at hun fortsat var stærkt forbundet til det sydvestlige USA og endnu ikke var så tæt knyttet til New York, men for at hun kan arbejde med sine skuespil og på sin musical, er hun nødt til at være, hvor der er en koncentration af sangere, musikere og teaterfolk. Hendes undervisning i New York tilfredsstiller hende også på den måde, at hvert sted, hun underviser, har sin egen kultur.

'Jeg elsker de studenter, jeg har i New York. De har humoristisk sans, er energiske, overordentligt praktiske og en smule stædige. De er vidunderlige,' fortalte Cameron.

Ved sin præsentation på A.R.E. af 'Kreative myter og fabeldyr' vil Cameron komme nærmere ind på den fejl, der består i at give for meget, noget som både hun og Cayce understreger. Ja, vi skal give og tjene, hjælpe vore medmennesker og omgås andre med nænsomhed. Men der er farer. Nøglen er balance.

Forfatteren Bruce McArthur præciserer spørgsmålet i sin meget omfattende analyse af Cayce's lære, 'Dit liv – hvorfor det er, som det er, og hvad du kan gør ved det: Forståelse af universelle love'.

McArthur citerer Cayce's reading 4047-2:

Omsorgen for hver enkelt sjæl, hvert enkelt individ, er lige så nødvendig – (som omsorgen for en hvilken som helst anden sjæl eller andet individ), fordi enhver af dem er lige dyrebar i Den Skabende Energi's eller Guds øjne.

På den baggrund sagde McArthur: 'Derfor er det ikke bare rigtigt, men vigtigt at elske og nære dig selv lige så meget, som du elsker og nærer andre.' Et menneske, der udtørres ved at give for meget til andre, vil ikke være i stand til at opfylde sin egen skæbne. Det essentielle element i at nære vor kreativitet handler om at nære os selv, for det er på den måde, vi skaber forbindelse til Den Store Skaber, sagde Cameron.

Hun har skrevet: 'Det er gennem denne forbindelse, at vor kreativitet folder sig ud, at nye veje åbner sig for os.'

De daglige MorgenSider, gåture og ugentlige, ensomme traveture kan til tider forekomme sene til at åbenbare vejen, men til andre tider er erkendelsen klar, oven i købet dramatisk. Hun bliver ved med at holde sig på sin sti, at holde sin retning, ved at følge sin egen kreative rutine.

'Jeg sammenligner mit arbejde med at tænde lyset. Jeg forsyner folk med en værktøjskasse, der grundlæggende ansporer til bevidst kontakt med en højere magt og med folks egen intuition,' har hun sagt. Hun sammenligner det med et spirituelt radioudstyr, der sikrer tydeligere meddelelser.

'Grundlæggende er det en spirituel opvågnen. Kreativitet er Guds gave til os', har hun sagt. 'At anvende kreativiteten er vor gave tilbage til Gud.'