Aura

af Anne Pedersen

Portrat af Edgar Cayce

Denne artikel baserer sig dels på det lille hæfte om Edgar Cayce's syn på aura, som foreningen fik tilladelse til at oversætte for et par år siden, dels på det foredrag om aura, jeg har holdt i flere sammenhænge.

Fænomenet med at se andre menneskers aura var - i modsætning til det at give readinger - noget Cayce kunne fra sin vågne, dagsbevidste tilstand. Derfor interesserede det ham i særlig grad. Han læste den litteratur, der var om emnet, og diskuterede med andre, der kunne se aura, for at finde ud af, om deres iagttagelser var de samme – og det var de. Han selv kunne allerede fra barnsben se aura, og var i starten slet ikke klar over, at det ikke var noget, alle kunne.

Cayce kaldte auraen for "sjælens vejrhane". Auraen reflekterer sjælens vibrationer.  Når en person er dødsmærket, begynder sjælen at trække sig tilbage og auraen falmer langsomt. Til sidst er der bare en svag forbindelse og bruddet sker let.

Cayce fortæller, at når mennesker dør pludseligt – f. eks. ved ulykkestilfælde – er overgangen til den anden side meget vanskelig, fordi vejen ikke har været forberedt.

Auraen er en effekt. Ethvert atom eller enhver molekyle fortæller gennem de vibrationer, der udstråler fra dem, deres egen historie eller formål. Farverne er det menneskelige øjes opfattelse af disse vibrationer. Efterhånden som vor sjæl rejser gennem tilværelserne ændrer sjælens mønster sig i takt med at vi afslår eller udnytter de muligheder, der tilbydes os. På den måde vil vores sjæl altid udsende vibrationer, der fortæller om den måde vi lever på nu, den måde vi udnytter vore muligheder på.

Hvis en anden persons bevidsthed kan opfange vibrationerne fra vores sjæl, vil han eller hun kende vores tilstand, og vil vide, om vi er i knibe, er syge, eller om vi gennemgår fremskridt. Han eller hun vil oven i købet vide, om vi lyver.

En af Cayce's venner, en skolelærerinde, fortalte, at hendes elever var rystede over hendes evne til altid at kunne slå ned, hvis de undveg et emne eller fortalte en løgn. Hun forklarede, at hun simpelthen i deres aura så små lime-farvede lyn, hvis de var på gale veje.

Cayce filosoferede lidt over, hvordan verden ville se ud, hvis alle kunne se aura. Hvis vi ved, at vi vil stå afklædt for alles øjne, hvis vi fortæller blot den mindste lille hvide løgn, hvem vil så gøre det? Tænk på en verden, hvor der ikke eksisterer løgn og bedrag, og hvor vi ikke taler ondt om hinanden!

Det, at kunne se på folks aura, hvad der er i vente for dem kan godt være en skræmmende oplevelse. I forbindelse med at Cayce udvekslede erfaringer med andre, der kunne se aura, var der en kvinde, der fortalte om følgende uhyggelige oplevelse:

"En dag – i en storby – kom jeg ind i et stormagasin for at handle. Jeg var på 6. etage og havde lige trykket på elevatorknappen. Mens jeg stod og ventede på elevatoren, fik jeg øje på nogle skønne bluser, som jeg fik lyst til at se nærmere på. Jeg havde imidlertid trykket på knappen, og da  elevatoren kom, gik jeg frem for at stige ind. Den var næsten fuld af folk. Pludselig følte jeg stor afsky. Elevatorkabinen virkede meget mørk, selv om den var fuldt oplyst. Ét eller andet var galt. "Kør bare videre", sagde jeg til elevatorføreren og trådte til side. Jeg vendte mig om for at gå hen og se på bluserne, da det pludselig gik op for mig, hvad det var, der havde gjort mig bange. Personerne inde i elevatoren havde ingen aura. Bluserne havde tiltrukket mig med deres klare røde farver – livskraftens og energiens farver. Mens jeg undersøgte dem, bristede elevatorkablet, elevatoren faldt ned, og alle de personer, der var i den blev dræbt".

En amerikansk forsker Gerald Heard, der levede på Cayce's tid, fortæller, at tidligere tiders mennesker ikke kunne skelne så mange farver som vi kan. Den farve, der er lettest at skelne er rød. Den ligger i bunden af farvespektret, hvor lysbølgerne er lange. I den anden ende, hvor blå går over i indigo og violet er lysbølgerne meget korte. Heard fortæller, at vor evne til at se blå er af nyere dato. Den Blå Nil i Afrika kaldes af de indfødte den brune flod.

Homer beskriver gennem hele Illiaden og Odysseen Middelhavet som det vinmørke hav. Aristoteles sagde, at regnbuen havde 3 farver, rød, gul og grøn. På Cayce's tid havde forskere lige opdaget, at indfødte på fjerne øer i Stillehavet ikke opfattede den tredimensionale faktor, når man viste dem film. De opfattede kun den flade overflade. Det ser derfor ud som om, vore øjne stadig bliver mere kraftfulde. Cayce var overbevist om, at det at kunne se aura er en evne, alle vil udvikle efterhånden.

Cayce fortalte, at han selv gennem mange års erfaring og en lang række af forsøg og fejltagelser lærte at tyde auraen ud fra farvernes intensitet, deres fordeling og den plads de optog. Nuancerne spiller altid en rolle, den måde farverne blander sig med hinanden på spiller en rolle, og den måde én farve dominerer over en anden spiller en rolle. Auraen stråler ud fra kroppen, men sædvanligvis er den kraftigst og lettest at se omkring skuldrene og hovedet. Cayce mente, at dette skyldes de mange kirtel- og nervecentre, der sidder i disse dele af kroppen.

De mørke nuancer betegner flid, viljestyrke og spiritualitet. Basisfarverne ændrer sig i takt med at personen udvikler sig eller står i stampe. De lysere nuancer og pastelfarverne blander sig og skifter i takt med at personens temperament kommer til udtryk.

Sindet – sjælens skaber – er den essentielle, regerende faktor i auraen, men kost, miljø og andre omstændigheder har også en effekt. Nogle gange påfører ydre omstændigheder også en forandring. Farverne afspejler sjæl og ånd, sind og krop, men de indikerer også ufuldkommen-hed og mangel på perfektion. Hvis vi var, som vi skulle være, ville rent, hvidt lys stråle ud fra os. Jesus havde en sådan perfekt aura.

Cayce anbefalede, at vi selv arbejder os hen imod fuldkommenheden, og at vi, når vi møder den hos andre, skal følge den, som den ledestjerne, det er. Imens må vi, som må nøjes med mindre - som Cayce udtrykte det - drage trøst fra blåt, få styrke fra rødt og være lykkelige i latteren og solskinnet fra gyldent gult.

Ifølge Cayce har mange mennesker evnerne til at se aura rent intuitivt, uden at de egentlig er klar over det selv. Man kan udvikle sin farvebevidsthed og man kan lære at "læse" folks aura ud fra deres påklædning, og ud fra de farver, der dominerer deres hjem og deres kontor. Når vi for eksempel siger om et menneske: "hvordan kan hun finde på at bære den farve, den klæder hende overhovedet ikke" – eller: "du skulle bruge den farve noget oftere, det er lige dig", så har vi ubevidst læst en aura. Den første person bar en farve, der skreg mod hendes aura, medens den anden person bar en farve der var i fuldendt harmoni med hendes aura.

Cayce talte også om symboler i auraen. En af hans venner fortalte, at hvis han talte med en person, der udtrykte en fordom, der tilsyneladende stammede fra et tidligere liv, så kunne han for eksempel se en gammel græker i personens aura. Cayce slog det først hen som fri fantasi, men så begyndte han selv at opleve det. Han fortalte, at han pludselig under overværelsen af en dyb politisk diskussion om fortidens England, så en munk i sin vens aura. Det forbavsede ham, men så huskede han, at han i en life-reading for selv samme ven havde fortalt, at han havde været munk i England i et tidligere liv.

Her følger, hvad Cayce har sagt om de enkelte farver og deres sammenhæng til planeterne og tonerne:

Rød (planet Mars, musikalsk tone do)

Rød betyder styrke, kraft, vitalitet og energi. Mørk rød betyder heftigt temperament eller nerver i oprør. Personen virker svag udadtil – går i det indre. Personen er dominerede/opfa-rende. Lys rød betyder at personen er nervøs, impulsiv og meget aktiv og tilsyneladende meget selvcenteret. Purpur-rød indikerer en overdosis af ego. Pink / koralrød indikerer umodenhed, forsinket pubertet og barnlig selvoptagethed. Alle røde nuancer viser en tendens til nerveproblemer. Cayce anbefalede, at alle mennesker med meget rødt i deres aura søgte stilhed, meditation og omtanke for andre.

Orange (planet Solen, musikalsk tone re)

Orange er solens farve. Den er vital, og er generelt en god farve at have i sin aura, idet den indikerer eftertænksomhed og omtanke for andre. Igen spiller nuancerne en rolle. Gylden orange er vital og står for selvkontrol, hvorimod brunlig orange viser mangel på ambitioner og en "jeg er da ligeglad"-holdning. Mennesker med orange i deres aura kan være hæmmede, men oftest er de blot dovne. De har ofte tendens til nyreproblemer.

Gul (planet Merkur, musikalsk tone mi)

Gul er den anden primærfarve. Når den er gylden gul indikerer den sundhed og velbefindende. Disse mennesker tager god vare på sig selv, de er ikke bekymrede, og de har let ved at lære. En positiv tankegang er naturlig for dem. De er lykkelige, venlige og hjælpsomme. Hvis den gule farve er rødlig, er de ængstelige. Hvis de er rødhårede, har de tilbøjelighed til at have mindreværdskomplekser. De er derfor ofte tilbøjelige til at være ubeslutsomme, mangler vil-jestyrke og er tilbøjelige til at lade andre lede sig.

Grøn (planet Saturn, musikalsk tone fa)

Ren smagradgrøn er healingens farve, især hvis den er iblandet et strejf blåt. Den indikerer hjælpsomhed, styrke og venlighed. Det er lægers og sygeplejerskers farve. Disse personer har som hovedregel meget af denne farve i deres aura. Den er imidlertid sjældent den dominerende farve, den overskygges som regel af en af nabofarverne. Når den går over i det blå, indikerer den, at personen er mere hjælpsom og pålidelig. Går den over i de gule nuancer, svækkes disse karaktertræk. En citronagtig grøn med en masse gult antyder, at personen er løgnagtig.

Blå (planet Jupiter, musikalsk tone sol)

Blå har altid været åndelighedens farve, symbolet på fordybelse og bøn – himlens farve. Himlen er blå, fordi forskellige luftarters molekyler forårsager en spredning af solens stråler. Det er den videnskabelige forklaring. Nogle siger, at blå er solens virkelige farve, og den er også farven for planeten Jupiter, som hersker over store tanker og ædelt sind.

Næsten alle blå farver er gode, men jo dybere nuancer, jo bedre. Lys blå indikerer ringe dybde men stræben mod modenhed. Det, vedkommende prøver, lykkes måske ikke så godt. Han eller hun vil opleve mange hovedbrud og mange hjertekvaler, men de vil kæmpe videre i den rigtige retning.

Mellemblå/vandblå farver tilhører en person, der arbejder hårdere og får udført mere end vedkommende med den lyse blå farve, selv om der kun er meget lidt forskel på deres evner. De personer, der har den dybe blå farve, har fundet det arbejde, der er det rette for dem, og de er opslugt af det.

De har tilbøjelighed til humørsyge og er næsten altid usædvanlige personer, men de har en mission, og de arbejder stædigt for at opfylde den. De er oftest spirituelle, og de vier tit deres liv til en uselvisk sag, som for eksempel videnskab, kunst eller socialt arbejde. Der er mange "barmhjertige søstre" med denne dybe blå farve og også mange forfattere og sangere.

Indigo (planet Venus, musikalsk tone la) – Violet (planet månen, musikalsk tone bi)

Indigo og violet indikerer søgende af alle typer. Mennesker, der søger en bestemt sag eller en religiøs oplevelse. Når disse mennesker finder sig til rette i deres karrire og i deres tro, ændrer auraens farve sig sædvanligvis tilbage til den dybe blå. Det er tilsyneladende sådan, at når formålet er opfyldt, og tingene udvikler sig i den rigtige retning, er blå den naturlige farve for sjælens udstråling.

De personer, der har purpur i deres aura, har tendens til at være hovne, for der er tale om en infiltrering af lyserød. Mennesker med indigo, violet og purpur i deres auraer lider ofte af hjerte- og mavesygdomme.

Farven alle bør stræbe imod

Den perfekte farve er naturligvis hvid – og det er, hvad vi alle bør stræbe mod. Hvis sjælen er i balance vil vibrationerne fra alle farver smelte sammen til en aura af hvide rene stråler. Jesus havde denne aura. Den er vist på mange malerier, især på dem, der beskriver ham efter opstandelsen.

Ved gravstedet sagde han: "Rør mig ikke, for jeg er lige genopstået".  Dette sagde han sandsynligvis som en advarsel, fordi hans sjæls vibrationer på dette tidspunkt må have været så kraftfulde, at enhver, der rørte ved ham med sine hænder, ville være blevet dræbt – som hvis de havde fået et elektrisk stød.

Genkender vi rent instinktivt auraens farver?

Når vi ser på vores sprogbrug, er der noget, der tyder på, at vi alle intuitivt genkender aurafarverne. Grå farve i en aura kan udover begyndende sygdom tyde på en selvudslettende attitude, manglende selvtillid, lede ved alting. Vi kender udtryk som: en lille grå mus om en selvudslettende person, tingene er grå og triste, han var askegrå i hovedet.

Rød står for kraft, styrke og energi i den positive betydning, men for vrede og stress i den negative betydning. Vi bruger udtryk som rød i hovedet af arrigskab, som en tyr foran en rød ladeport, han så rødt osv.

Grøn står for healing: når vi skal til eksamen, lægger vi et grønt klæde på bordet for at dulme nerverne. Et af de negative aspekter ved blå er melankoli. Utallige sangere udtrykker deres ulykkelige kærlighed gennem bluesmusik.

Grønt overskygget af gult betyder svigefuldhed – i daglig tale kaldes gul for falskhedens farve. Husk den tidligere nævnte historie om Cayce's veninde, der kunne se lime-farvede lyn, når hendes elever løj for hende.

Hvid er den ypperste farve at have i sin aura, vi taler om at være uskyldsren, som nyfalden sne, sangerne synger om at give deres jomfruelige kærester hvide roser.

Dette indikerer, at vi alle inderst inde godt ved, hvad det drejer sig om. Cayce påpeger mulighederne i at kunne observere andre menneskers aura og være opmærksom på de forandringer, der sker. Er vi opmærksomme over for de mennesker, vi omgås, kan vi være med til at hjælpe og vejlede i forbindelse med begyndende sygdomstilfælde.

Jeg er lige ved at tro, at man også engang i mellem kan føle vibrationerne fra folks aura. Vi kalder det intuition, hvis vi fornemmer, at et andet menneske har problemer, men er det ikke blot vibrationerne / auraen fra det andet menneske vi registrerer.

Cayce påpegede, at en af verdens største filosoffer, Phytagoras, allerede 500 år før Kristi fødsel benyttede farver til healing, og han udtrykker sit håb om, at den medicinske videnskab en dag vil begynde at se mulighederne i dette. Han mente, at hvis farver er spirituelle kræfter, så er de også i stand til at heale vore dybeste og mest indviklede sygdomme. Sammen med musik, som er en beslægtet spirituel kraft, giver det ifølge Cayce et stort håb for fremtidens terapi.

Cayce gav faktisk allerede i 1933 readinger vedrørende et såkaldt auraskop, der skulle bruges ved sygdomsbehandling. Han anviste i disse readinger, at man skulle kontakte Jena, som er en universitetsby Tyskland, og der få fremstillet specielle farvede glas med auraens farver. I dag ved vist alle, at Jena er hjemsted for bl.a. Zeiss og andre producenter af optiske instrumenter.

Glassene skulle fremstilles af ædelstene i auraens farver. Cayce gav i sine readinger helt nøjagtige mål på glassene og på de farver, der skulle bruges og på hvordan apparaturet skulle opbygges. Lyset fra auraskopet skulle bestråle den nøgne krop. Cayce antydede, at instrumentet ligner dem, der blev brugt i Atlantis og på stjernen Arcturus.

Jeg har ikke sat mig dybere ind i dette emne, det nævnes blot for at indikere Cayce's opfattelse af farvernes betydning for vores helbred.

Er der nogle af læserne, der er blevet interesseret i at vide mere om Cayce's syn på aura, kan hæftet stadig bestilles i foreningen. Se nærmere på bagsiden af dette blad.