Astrologi som broen

Artikel af Hugh Lynn Cayce baseret på et foredrag Edgar Cayce holdt i 1931 (materiale modtaget fra A.R.E.), oversat af Jens Hostrup

Portrat af Edgar Cayce

I et lille hæfte What I Believe (Hvad Jeg Tror På) har vi samlet nogle af de foredrag, Edgar Cayce gav i løbet af sit liv. Et af disse foredrag hed "De Første Ti Minutter Efter Døden". Det indeholder en historie, jeg hørte min fader fortælle ved mange lejligheder. Tilsyneladende havde den gjort et stort indtryk på ham.

Han var på et tog på vej til Hopkinsville, Kentucky, og sad sammen med en ung mand, der havde været impliceret i en drukneulykke her på stranden i Virginia Beach. Under forsøget på at redde sin broder, der var druknet, var han gået ned sammen med ham, og - som han fortalte Edgar Cayce - han var blevet bevidst om moderens tilstedeværelse. Hans moder var død og tilskyndede ham til at give slip på broderen; at han skulle vende tilbage, men han prøvede på at holde fast på broderen samtidig. Til sidst gav han på moderens tilskyndelse slip på broderen og kom op til overfladen. Andre svømmere reddede ham og havde givet ham kunstigt åndedræt, selvom han ikke havde nogen erindring derom. Han var bevidstløs, da de trak ham op, og han blev endelig bragt til bevidsthed igen.

Tilsyneladende var denne unge mand så overbevist om virkeligheden af denne oplevelse med moderen, da han var ved at dø, at det gjorde et stort indtryk på Edgar Cayce. Det var en bekræftelse for ham, tror jeg, på de hundredvis af næsten daglige oplevelser, han tilsyneladende havde i løbet af sit liv - andre mennesker oplevede det samme nu og da -, denne fornemmelse af, at overgangen, især på dødstidspunktet, er meget tynd og tillader kommunikation.

Det er almindelig kendt, at der findes forskellige bevidsthedstilstande, i hvilke kommunikation og virkeliggørelse af en anden slags oplevelse bliver ganske tydelig; hvad enten det er narkotika eller de mange ændrede bevidsthedstilstande, eller om det er dødsoplevelsen, begyndelsen eller overgangsperioden.

Lad mig tilføje en personlig oplevelse, der er mange af jer bekendt. Den gjorde samme slags indtryk på mig i en temmelig ung alder, som fars oplevelse med denne unge mand. Jeg var førsteårsstudent på Washington & Lee og delte værelse med Thomas Sugrue - eller prøvede på det. Vi rodede og skændtes og diskuterede. En af vore venner, en andetårsstudent, der var uhyre vidende - alle universitetets andetårsstudenter er vidende - gjorde sit bedste for at gøre to førsteårsstudenter til normale mennesker. Han forsøgte at forklare Tom Sugrues misforståelser om den katolske kirke, og han ville bringe orden i min opfattelse af psykisk forskning. Gus Elias, en meget intelligent og vidende ung mand blev involveret i en vældig diskussion med os en formiddag på vej til postkontoret, og vi satte os ned på postkontorets trappe og løste alle verdens problemer på usædvanlig kort tid. Dette inkluderede hans kommentar, at jeg var sindssyg, hvis jeg troede på noget psykisk eller på livet efter døden. Og Tom blev sat på plads med hensyn til katolicisme. Vi gik hjem og forberedte os den aften, mens Gus tog til bal i Natural Bridge - han havde gjort sin dagsgerning.

På et eller andet tidspunkt midt om natten vågnede jeg. Jeg sad op i sengen, men min krop lå stadig, og jeg blev klar over, at der var en del af mig, der kunne bevæge sig væk fra kroppen ved ganske enkelt at beslutte at gøre det. Jeg bevægede mig og opdagede, at det var muligt at gå ind i kroppen igen på mange forskellige måder. Jeg havde fået at vide, at man skulle gå ind gennem et hul i kroppen, men jeg kan bevidne, at man kan komme ind i kroppen på mange forskellige måder. Man kan komme ind for oven og foretagen en trepunkts landing på den måde. Man kan glide ind, og man kan endda - jeg har prøvet det, og det kan lade sig gøre - komme op gennem madrassen og komme ind i kroppen igen. Jeg har ofte sagt, at det er en af de bedrifter, jeg aldrig vil glemme, fordi det dengang krævede en hel del at komme ind gennem en Washington & Lee madras. Pludselig, mens jeg gik ind og ud af kroppen og oplevede dette, blev jeg bevidst om evnen til at betragte min egen krop, der snorkede videre, liggende på ryggen i den sædvanlige position. Jeg kunne bevæge mig op på sengegærdet og gøre alt muligt. Rummet begyndte pludselig at fyldes af en sky. Det var fuldstændig mørkt, men jeg kunne let se hele rummet. Bevidstheden var udenfor den fysiske krop. Skyen sank ned i rummet. Jeg bevægede mig ind i midten af rummet og var på gulvet i bevidsthed. Jeg så på min krop, den befandt sig stadig derovre, sovende. Ud af skyen kom en hånd og en stemme; det var Gus Elias' stemme og det var Gus' hånd. Han sagde, "Cayce, kom herop, kom herop. Dette her er fantastisk! Du skal altså se det! kom her op!" Jeg prøvede at komme op fra gulvet, og idet jeg rørte skyen, blev jeg bange, frygtsom og fandt mig selv tilbage i kroppen. Jeg satte mig op, det hele: bevidsthed og den fysiske krop. Jeg begyndte i mit hoved at prøve på at finde ud af, hvad for noget vanvittigt, der var sket, hvilken vild drøm. En sky og Gus Elias og hans stemme i mit værelse. Pludselig var der nogen, der hamrede på døren og en stemme råbte, "Cayce, stå op. Stå op og skynd dig over på hospitalet. De er ved at bringe Gus Elias' lig ind. Han blev dræbt klokken tolv."

Jeg tændte lyset. Klokken var omkring to, og jeg gik derover og så Gus' lig. Han havde et lille kraniebrud. Han var blevet kastet ud af bagagesædet på en bil på vej tilbage fra Natural Bridge. Dengang kunne det være farligt at køre bil. Næsten hvert værelse på kollegierne havde små tønder med en hvid væske, der blev kaldt majssprut. Det var i Forbudstiden, og folk risikerede at blive blinde, når de drak det. Ni døde det år, på vejene omkring universitetet. Det er noget mærkelig noget.

Nuvel, den erfaring med en mand, der ikke troede på den slags, og som jeg ikke troede kunne være sket mere end en times tid efter hans død. Sær kommunikationshistorie.

Hvordan er denne Død? Edgar Cayce mødte ham en dag og talte med ham. Mens Cayce var ved at forberede sig til at give en reading, blev han bevidstløs. Han havde hyppigt set sig rejse på en lysstråle, en lille vrikkehale. Han beskrev oplevelsen med sine egne ord:

"Idet jeg gik ud, indså jeg, at jeg havde kontaktet Døden, som en person, som et individ eller som et væsen. Idet jeg erkendte dette, sagde jeg til Døden: "Du er ikke som man ellers plejer at afbilde dig - med en sort maske eller hætte, eller som et skelet, eller som Fader Tid med en le." Faktisk måtte jeg se to gange på fødderne eller lemmerne, ja, selv på kroppen for at se dem tage form.

Han svarede: "Ja, Døden er ikke, hvad mange synes at tro. Den er ikke den skrækkelige ting, den ofte afbildes som. Blot en forandring - blot et besøg. Saksen [the shears or scissors] er faktisk det redskab, der bedst repræsenterer liv og død for mennesket. Disse forener virkelig ved at dele - og deler ved at forene. Strengen strækker sig ikke, som man almindeligvis tror, fra centret - men brydes fra hovedet, panden - den bløde del vi ser pulsere i spædbarnet. Derfor ser man gamle mennesker, uden at være klar over det, opnå styrke ved at kysse unge dér; og de unge opnår visdom ved sådanne kys. Faktisk kan vibrationerne rejses til en sådan grad, at de kan genopvække eller genforbinde strengen, netop som Mesteren gjorde det med Enken fra Nains søn. Thi Han tog ham ikke ved hånden (der var bundet til kroppen, som det var skik dengang), men strøg ham snarere på hovedet - og kroppen tog liv af Livet selv! Så du kan se, at sølvstrengen kan brydes, men vibrationen ..." . Her endte drømmen, sagde Cayce.

Lad os se lidt nærmere på Edgar Cayces readings, fordi det er dér, jeg prøver på at forene nogle personlige oplevelser med en forståelse af dette materiale. Vi stræber efter at sammenligne og arbejde med disse readings, parallelt med materiale fra mange andre kilder, og dele denne viden som redskaber, som indsigt, som forståelse, som individer kan bruge på deres egen måde. Vi har erfaret, at dette sker for hundredtusindvis, måske millioner, af mennesker. Så vi prøver at gøre det med så megen sømmelighed og orden som vel muligt.

Her er en definition på Døden fra Cayces readings:

Døden på det materielle plan er passagen gennem den ydre dør ind i en bevidsthed i materielle aktiviteter, der er præget af det som entiteten, eller sjælen, har gjort med sin åndelige sandhed i dens manifestationer i den anden sfære (5749-3).

I en anden reading:

... en død i kødet er en fødsel ind i et andet erfaringsrige, for dem, der har levet således, at de ikke er blevet bundet af jordiske bånd ( 889-2).

Tilsyneladende er der mange af os, der klynger sig så tæt til det fysiske, at - som vi vil se - det overføres en smule.

Cayce blev spurgt: "Ved en forandring, der kaldes døden, er entiteten da fri for en fysisk eller materiel krop?" Og svaret lød:

Fri for den materielle krop men ikke fri af materien; kun forandret i formen med hensyn til materie; og er lige så voldsom for bevidsthedsrigerne som i den fysiske eller materielle eller kødelige krop, eller mere endda [følelserne, emotionerne, båndene] (262-86).

Materien har ændret sig, vibrationshastigheden er forøget, men man har ikke mistet kontakt med jorden i begyndelsen. Mange mennesker taler om dette bevidsthedsplan som det astrale; det afhænger af, hvilke bøger man har læst, siger jeg ofte, og hvor forvirret man er om dette, fordi der er mange modstridende betegnelser for disse bevidsthedsdimensioner. Det er faktisk bedre at opleve dem end bare at læse bøger om dem og prøve på at definere dem. Man skal opleve, bevæge sig, rejse lidt. Jeg mener, at hvad vi havde i Edgar Cayce var en rejsende, der hyppigt kunne give detaljerede beskrivelser af det, han oplevede under passagen.

I en fysisk forstand kunne man tænke på propellen på et fly. Når den sætter hastigheden op til et vist punkt, forsvinder den. Nu ved vi godt, at den ikke har flyttet sig. Hvis man stikker en finger derind, vil man vide endnu bedre, at den ikke er forsvundet, men for tilskueren synes den at være forsvundet. Den har bevæget sig.

Eller på en anden måde, tænk på den velkendte sag med vand og damp. Når vandet koger på komfuret, har det ændret sig, men det er stadigvæk dér; det har forandret sin form. Når vi nu, i en vis forstand, bevæger os, har vi befriet os for kødet, men ikke for materien. Vi har en finere krop, en virkelig fysisk krop, og det er den, der oplever i begyndelsen. Nu ser det ud til at en overgang - og vi får denne information fra mange forskellige kilder - i høj grad er afhængig af et menneskes udvikling, så at sige; udvikling, forståelsen, den indsats individet har gjort for at afbalancere sit liv, frigøre og slippe løs.

Cayces readings indikerer, at som i fødsel har vi begyndelsen af et jordisk ophold - kort eller langt tidsmæssigt, som det kan være - således begynder fødsel ind i det åndelige plan med død på det jordiske plan; døden er da blot adskillelse af de åndelige og sjælelige kræfter fra den jordiske forbindelse. I en reading siger Cayce:

Thi liv og død er eet, og kun de, der vil overveje erfaringen som een, kan komme til at forstå eller indse, hvad fred virkelig betyder (1977-1).

Mange mennesker har en vis forståelse af døden, men de fleste har det ikke. Det er noget mærkeligt noget med denne frygt for døden, den frygt for ødelæggelse, denne vældige frygt, der hjemsøger mennesket med hensyn til hans overgang, hvor han går hen, og hvad der kommer. Så denne fred er værd at stræbe efter, det er umagen værd at arbejde både med ens begreber og med ens erfaringer, hvis man vil, fordi vi har brug for lidt fred inden i os og udenfor os og omkring os, hvad alle jo ved.

Her er en illustration, en sammenligning, til at arbejde med. En almindelig fællesnævner for os alle er søvn.

... søvn er en skygge af, den afbrydelse i jordens erfaringer af, den tilstand kaldet døden (5754-1).

Søvn. En tredjedel af vort liv, fysiske liv, tilbringes i søvn, i en ændret bevidsthedstilstand. Med denne sammenligning har vi da en måde at forstå denne overgang på, der kaldes døden, denne erfaring. Den er ligesom søvn.

Lad os nu et øjeblik lede efter erfaringerne med overgang. Hvad finder sted umiddelbart efter døden?  Først skal vi kaste et blik på et par readings og derpå på nogle erfaringer.

Hvad man tænker hele tiden, bliver man; hvad man nærer i sit hjerte og sind, gør man til en del af hjertets pulsering, gennem blodcellerne, og bygger i ens eget fysiske det, som [entitetens] ånd og sjæl må næres af, og det, som den vil besiddes af, når den går over i det rige, til hvilket de andre erfaringer af det, som den har opnået her i det fysiske plan, skal bruges (3744-4).

Igen parallellerne. Tanken er bygherren, og du skal ved din død bevæge dig ind i nøjagtig det sted, den tilstand, som du opbygger nu - ikke til den tid, men nu. Der vil være en overgang og en videregang.

En af de mest forvirrende af vore perceptionsgrænser er begrebet tid. Det er en, der begynder at nedbrydes i den psykiske erfaring. Det er derfor, den psykiske verden til tider er så skræmmende og forvirrende. Hvad vi anså for en stabil fortid, nutid og fremtid ophører med at være. Vi indser pludselig, at tiden overhovedet ikke eksisterer, at det alt sammen er i vort hoved, og at der kun er een tid. Vi oplever og danner fortiden, nutiden og fremtiden ud fra vor bekvemmelighed og til vor beskyttelse. Først når vi begynder at nedbryde de barrierer og bruge tid og rum, to barrierer vi har skabt i tanken, vil vi virkelig begynde at fatte, hvad der foregår. Thi det er alt sammen eet. Vi er midt i livet og døden nu. Vi er ved at dø hvert øjeblik, hver dag. Forandringen er konstant, men vi er ikke bevidste om det på grund af alle disse særlige perceptioner, vi har af tid og rum.

Vi opbygger da det mønster, som vi bevæger os ind i, det er et mentalt mønster, en mental tilstand. Cayce forklarer:

Når det krop-fysiske lægger den materielle krop til side [jeg mener, at han her skelner mellem den virkelige fysiske krop og den kødelige krop], det i det fysiske kaldet sjæl bliver entitetens krop, og det kaldet det overbevidste entitetens bevidsthed, som det underbevidste er for den fysiske krop. Det underbevidste [bliver] kroppens tanke eller intellekt (900-34).

Med andre ord, vi mister den fysiske bevidsthed. Det, vi kender som det underbevidste eller ubevidste bliver det aktive sind på dette punkt. Nogle illustrationer af hvorledes dette fungerer på disse andre bevidsthedsplaner finder vi i vore folkeeventyr.

Når sjæle- og åndeentiteten tager sin form på det åndelige plan, når den fysiske krop tager form på det materielle plan, er den på det åndelige plan underkastet det åndelige plans uforanderlige love. Individets åndelige entitet er da sammensat af ånden, overbevidstheden, sjælen, den underbevidste krop, som kroppen er forberedt til entiteten på det åndelige plan, idet den indtager den position i den universelle kraft, eller rum, som entiteten har forberedt til sig selv, og gennemgår sin udvikling på det plan, indtil [den] igen er klar til at manifestere på det kødelige plan, og så den grad af udvikling i retning af den perfektion, der kunne gøre entiteten perfekt i sin helhed, eller eet med Skaberen (900-20).

Her er nogle eksempler på, hvorledes dette fungerer. At iagttage Edgar Cayce hver dag var som at kigge i et mikroskop, der afslører en dråbe klart vand, der pludselig kommer til live; således var det, når man så gennem et mediums øjne. Eller som at kigge på et stykke bar himmel gennem en kikkert, og hele feltet fyldes af stjerner. Når man oplevede dagligdagen med denne mand, vidste man aldrig, hvad der nu ville ske, hvad han ville sige, eller hvad der ville finde sted omkring en midt i huset.

En morgen vågnede han og var meget optaget af denne interessante og mærkelige historie. Mens han havde sovet om natten, fortalte han, var der blevet banket på vinduet. Han blev opmærksom på en, der stod derude og talte til ham, og han genkendte vedkommende. Det var en pige, der havde arbejdet for ham i hans fotografiske studio i Selma, Alabama, for mange år siden. Og han vidste, at hun var død. Men hun var en meget sømmelig ung dame, og hun bad ham komme ned og lukke hende ind gennem hoveddøren; hun ønskede at tale med ham, men hun ønskede at komme ind på en sømmelig måde. Han gik ned og åbnede døren, og dér stod hun. Han kunne se igennem hende, men hun var fast nok til at komme ind og sidde ned og tale til ham. Hun ønskede at få at vide, hvad hun skulle gøre.

"Jeg ved, at jeg er død," sagde hun, "Jeg har boet hos mine forældre. De bliver ved med at forsvinde og efterlade mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg gik om til fotoforretningen og huskede, at hvis jeg blot kunne få fat i dig, ville du kunne fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har haft det skrækkeligt. Du ved, at jeg døde af den sygdom, jeg havde, mavebesvær; lægen opererede mig, og jeg døde under operationen. Da jeg kom over på denne side, var jeg stadig syg, havde stadig ondt, og jeg var meget bekymret. Så døde lægen, og han gjorde operationen færdig herovre. Jeg har det godt nu." År var gået, men de havde forekommet hende som ti minutter. "Jeg vil gerne vide, hvad jeg skal gøre nu," sagde hun. Og Far fortalte hende om lyset, hvordan hun kunne lede efter det og hvordan hun kunne bede om det. Han sagde, at han ville bede for hende og få gruppen til at bede for hende, og at når hun så dette lys, skulle hun følge det; så ville hun vide, hvor hun skulle hen.

I hører os af og til omtale et lys, der kommer under meditation. Og vi må hellere finde det, før vi bevæger os over til den anden side. Vi kan få brug for det, for at finde vor vej. På grund af den tidløshed, man oplever på den anden side, kan en følelse af at være [for-]tabt være meget forstyrrende. Så det er nødvendigt, at vi kan bevæge os.

I husker den mærkelige oplevelse, jeg havde med Gus Elias, da han - fordi jeg var i en ændret bevidsthedstilstand - tilsyneladende var i stand til at røre mig og komme i kontakt. Med mindre vi ændrer vor bevidsthedstilstand, er det vanskeligt for kommunikation at finde sted. Ved adskillige lejligheder efter en Edgar Cayce reading kunne han igen begynde at tale, som om han gled tilbage på det lys. Han syntes at stoppe og snakke med en, der var på et andet bevidsthedsniveau. Det skete ikke ofte, men når det skete, var det meget mærkeligt, som når man lytter til en halvdel af en telefonsamtale. Vi kunne høre ham tale til mennesker, vi ikke kunne se. De var der ikke. Og de talte om ting, der skete omkring dem.

En dag hørte vi ham, som om han talte med min moders broder, min onkel, der var død mange år tidligere af tuberkulose. Denne onkel havde været kaptajn for et baseballhold, og - ja, ikke! - dette var det første han begyndte at tale om med min fader i denne ændrede bevidsthedstilstand. Ligeledes transmitteret i samtalen var nyheden om, at han var gået hen til det hus, som bedstefar var ved at bygge, da sidstnævnte døde. Dette hus var blevet det centrum, gennem hvilket denne store familie strømmede, et kontaktpunkt, et sted man vendte tilbage til. Min onkel forklarede, at han var gået tilbage til dette hus. Huset var blevet færdiggjort og han havde set familien dér. De var alle gået fra dette hus ud på forskellige stier; han vidste at de var døde. Han forklarede, at han havde været i stand til at gøre nogle af de ting, han havde håbet, han kunne gøre for baseballholdet. De vandt spil nu. De havde ikke vundet mange tidligere.

Mærkeligt, som tankens mønstre bygges, huset bygges, et symbol de vendte tilbage til, en hel stor familie. Et overgangspunkt, et punkt der bevægede sig.

En dag ved afslutningen af en reading, efter at min far havde fået suggestionen om at vågne op, fremsatte han den enkle udtalelse, at "Hvis du, Edgar Cayce, ønsker at se din moder i live, bør du straks rejse til hende." Nu havde der ikke været noget om, at hans mor skulle være syg, men efter han vågnede, købte han en billet til toget og rejste til Hopkinsville, Kentycky. Hans mor mødte ham ved døren. Tilsyneladende var der ikke noget i vejen med hende; ikke desto mindre var han kommet til hendes død - selvom han ikke fortalte hende det. Den næste dag måtte hun gå i seng. Han sad hos hende i to dage. Hun led ikke meget, følte sig blot svag. Han sad der og så hende bevæge sig ud af kroppen, som han beskrev det. Hun talte med sin mor og far og søster, der alle var døde. Hun vendte tilbage til kroppen og talte med sin søn. Det var først efter samtalen med sin mor og far - hans bedsteforældre - at hun sagde til ham, "Edgar, jeg skal dø nu. Jeg er så glad over, at du er her sammen med mig. Jeg har lige talt med den-og-den (hun beskrev bedsteforældrene), og jeg tager med dem, næste gang de kommer. Næste gang de kommer, skal jeg nok være parat." Hun gik så over til at fortælle Cayce, hvad han skulle gøre for sine søstre, og som en moder gør det, sørge for dit og dat; hun arrangerede overgangen, så når de var kommet tilbage dagen efter, ville hun tage med dem. Og det gjorde hun, meget stille og meget smukt, og Edgar Cayce iagttog alt dette. Ikke alle kan opleve dette, se det, føle det eller bare have en anelse om, hvad der foregår. Ifølge Edgar Cayce søger ens kære samvær og ledsagere på det andet plan. Som man siger, man ligger som man har redt.

Cayce blev engang spurgt, "Hvad menes der med paradis, som henvist til af Jesus, da han talte til forbryderen på korset?" Han kom med en interessant udtalelse om dette:

Mellemstadiet; erkendelsen af at være i overgangstilstanden mellem sjælens materielle og åndelige bevidsthedsfaser. [Dette paradis, som Jesus kaldte det er en overgang.] Den klare forståelse af, at der er samværet af entiteter eller sjæle, eller adskilte kræfter i de udviklingsstadier (262-92).

Begreberne tid og rum kan være yderst forvirrende for os. Lad os da kaste et blik på et andet område af denne overgang, igen fra Cayces readings, om hvor længe døden kan vare: " ...mangt et individ er forblevet i det, der kaldes død, i det, I kalder årevis, uden at indse, at han var død!" (1472-2)  Nu er dette altså en temmelig foruroligende tanke, som man måske til at begynde med vil benægte;  man insisterer måske på, at Gud aldrig ville tillade den slags. Vi kan ikke være alene i den grad; vi kan ikke være i den grad isoleret. Men vi behøver blot at vende os om og betragte os selv i nutiden for at forstå nøjagtig, hvad der menes. Vi opbygger adskillelsen fra hinanden i dette liv, og vi gemmer os bag masker og vore forvirrende mønstre. Hvis vi ikke kan kommunikere med hinanden, selv med dem vi prøver at kontakte og elske, hvorledes kan vi da forvente at gøre det i denne overgang. Vi siger, "Det vil blive bedre," men tanken er bygherren, og der er denne overgangstilstand. Vi har mange eksempler fra readings om dette:

De følelser, den attrå efter hvad vi kalder begær forandres, eller [er vi] ikke opmærksomme på. Evnen til at kommunikere er det, der sædvanligvis forstyrrer eller bekymrer andre.

Og, med hensyn til hvor længe - det afhænger af entiteten.

Thi, som det er blevet givet, er en entitets psykiske kræfter konstant aktive - hvad enten sjæle-entiten er sig samme bevidst eller ej. Derfor bliver disse, hvad mange har erfaret, så individuelle som individualiteter eller personer er (1472-2).

Under overgangen bliver entiteten bevidst, eller erkendelsen af at være på et fjerde eller højere dimensionsplan finder sted, på samme måde som bevidsthed opnås i det materielle plan (5749-3).

Med andre ord bliver man født ind i det plan, ligesom man bliver født ind i dette. Man er be-vidst, når man kommer ind som barn, og man kan endda gå tilbage i regression og vide nøjagtigt, hvad man tænkte, da man kom ind som barn. Dette er blevet gjort gennem lange tider. Bevidstheden, ikke fysisk bevidsthed, men bevidstheden om det virkelige, andet selv - det højere selv - kommer ind her. Vi optegner altid, lige fra fødselsøjeblikket - måske endda fra før fødslen, i fosterstadiet. Vi husker, bygger, erfarer, men vi er ikke bevidste om det. Så i denne dødsovergang, vi bevæger os i, bygger vi. Vi er måske ikke bevidst klar over overgangsøjeblikket, vi indser måske ikke, at vi er døde; men der er ingen tid her, så denne overgang finder sted på en interessant måde. Flere steder i Cayces readings blev dette påpeget.

I adskillelsen af sjælen og ånden fra en jordisk bolig kommer hver ind i ånderiget. Når entiteten har fuldført sin separation, går den til den kraft, gennem hvilken entiteten gør sig fortjent i handlingen på jordeplanet, og i de forskellige sfærer, eller i de forskellige elementer, der er blevet forberedt til dens (den åndelige entitets) udvikling, så opholdet foretages, indtil entiteten er rede til igen at manifestere gennem kødet den udvikling opnået i den åndelige entitet, thi viljen må gøres til eet med Faderen, for at vi kan komme ind i de velsignedes rige, thi, som det er blevet givet, kun de sande, de perfekte må [may] se Gud, og vi skal [must] være eet med Ham (294-15).

Her beskriver Cayce den mentale tilstand, som vi må forberede til os selv. Vi bevæger os ind i den bevidsthedstilstand via den måde, vi tænker på og via det, vi prøver at tilfredsstille. Vi er så nært forbundet med jorden at vi endda for en tid ikke indser, at vi er døde, men vi begynder så straks at vågne. Det kan være en søvn, ligesom et sovende barns, og senere en opvågnen. Barnet optegner hele tiden hvert ord, hvert indtryk, men det er ikke bevidst og husker ikke; men informationen kan imidlertid genkaldes. Vi har en stor båndoptager kørende, ikke blot på denne planet men også på det andet plan. Så denne overgang er som en fødsel her, i denne forstand, og mennesker hilser velkommen og forbereder vejen for os.

Nu siger I måske, "Hvad med dem, der løber væk og kommer tilbage hertil? Hvordan kan de møde mig derovre, hvis de løber tilbage hertil og er blevet inkarneret?" Husk, dette er i tanken. Der er ingen tid og intet rum dér. Vi møder det, vi har skabt, og overgangen finder sted som tanken skaber den. Den er virkelig, langt mere virkelig, end hvad der foregår her nu.

En aften i Selma, Alabama lyttede jeg til en mand, der var ved at dø. Han havde låst sin dør, så ingen kunne komme ind til ham. Brandvæsnet kom, satte stiger op og slog hans dør ind. Han skreg skrækkeligt, men han døde, før redningsmændene kunne nå ham. Min Far var i gang med at give en reading i Selma, Alabama, elleve år senere, og pludselig udbrød han, "Denne mand er lige blevet klar over, at han er død." Han havde været i gang med sine anliggender. Det minder utrolig meget om Dickens's storslåede håndtering af en lignende situation i A Christmas Carol, i hvilket han afbildede denne sære verden og de byrder, man bærer med sig fra det fysiske.

Der kommer mange illustrationer af denne oplevelse igennem over hele verden. Kommunikationerne indikerer og genspejler de involverede individers udvikling.. det er ikke et fast mønster mere end fødsel her er et fast mønster. Det ligner, men et barns fødsel midt på en mark i Indien, hvor moderen står op lige efter og fortsætter med pløjningen, er forskellig fra den fødsel, der finder sted på et moderne hospital her i Virginia Beach. Eller den der gives fødsel via suggestion eller hypnose, som er forskellig fra en der tumles med, lider og skriger på grund af mangel på viden om, hvordan en barnefødsel skal håndteres. Så fødsler er forskellige alt efter individets udvikling. Den er ikke fikseret, er ikke fast, og ikke fiks og færdig. Man må være meget omhyggelig med dette, fordi der er tendenser, der ønsker at acceptere og tro, hvad hvem som helst fortæller en imens; det passer måske ikke til dig. man må erfare og forstå dette for sig selv, fordi denne døds-proces er et meget personligt anliggende.

For tro ikke et eneste øjeblik ... at en individuel sjæle-entitet der går over fra jordeplanet som katolik, metodist, episkopal er noget andet, fordi han er død! Han er bare en død episkopal, katolik eller metodist (254-92).

Vi bibeholder den mentale tankegang, det mønster, og vi bærer det med os hinsides. Vi står ansigt til ansigt med den situation, vi har skabt. Vi har de samme ideer, de samme holdninger.

På det åndelige plan forbereder ens kære sig til fødsel og død, ligesom vi gør det her. Edgar Cayce, husker I nok, hørte og iagttog sine bedsteforældre tale med hans moder, da hun døde.

Jeg havde også en sær oplevelse. Vi tænker normalt på spøgelser som skrækindjagende, de kommer ved midnat og på mærkelige steder; det er lidt uhyggeligt. Dem vi havde løbende omkring huset gjorde det oftest om dagen. Min bedstefar kom tilbage. Han var blevet begravet i Hopkinsville, og omkring en uge senere dukkede han op i Virginia Beach. Vi kunne høre ham, men vi kunne ikke se ham. Gladys Davis Turner vil bekræfte dette, min bror vil bekræfte det og postbudet vil bekræfte det. Det var en mærkelig oplevelse. Min bedstefar var der i huset. Han havde ikke ventet at dø, da han tog på dette besøg, og han kom tilbage for at ordne sine papirer. "Han vil ikke være her længe. Gener ham ikke. Gå ikke ind i rummet. Lad ham være, lad ham få tingene i orden. Der er ikke noget i vejen. I kan bede for ham, hvis I ønsker det, men gener ham ikke." Jeg blev ved med at høre ham, og jeg blev ved med at tro, at han ikke var der, at det måtte være en rotte, eller gulvet trak sig, eller noget andet. Jeg plejede at løbe op og se efter, mens jeg ventede at løbe ind i ham, hvis han var der - intet.

En dag sad vi ved frokosten og hørte dette foregå, som om der var folk, der vandrede rundt ovenpå. Man kunne undertiden høre åndedræt. Man kunne høre det mærkelige fænomen, at denne mand var her. Måske gav vi det en masse fra hukommelsen og erindringen om ham åndende og bevægende sig omkring på specielle måder. Det er jeg sikker på, vi gjorde, men energien var der. "Jeg vil altså kigge igen," sagde jeg. Far sagde, "Hvis jeg var dig, ville jeg ikke gøre det." Jeg svarede, "Nå, men jeg er nødt til at kigge." Jeg sprang op fra bordet. Alle sad der og lyttede til dette, mens jeg begav mig op ad trappen til første sal. Min bedstefar var på afsatsen. Jeg løb ind i ham, jeg vidste, at det var ham, og det skræmte livet af mig. Af en eller anden grund stod hvert eneste hår på mit hoved lige op i vejret. Jeg troede, jeg havde fået et elektrisk chok. Min bedstefar var i færd med overgangen, han var i bevægelse. Og efter det generede jeg ham ikke mere.

Meditation er måden, man harmoniserer sig til en større følsomhed; drømme er vejen til at finde ud af, hvor man er på vej hen, eller hvordan det kommer til at se ud. Hvis man ikke har nogen anden grund til at nedskrive ens drømme, så nedskriv dem for at finde ud af, hvad slags ting du vil springe ind i, når du dør. Det vil være til stor hjælp. Man kan købe kort til at rejse tværs over USA. Og hvis man foretager en lidt længere rejse, vil et kort ikke være ubenyttet. Drømme er et kort over det mønster, man skaber, ind i hvilket man vil bevæge sig. Man kan ud fra ens drømme begynde at forstå, hvordan forholdene er der. Det er derfor, jeg betoner drømme her.

Meditation er den måde, vi rejser i det rige - på lys, med lys. Bøn for andre, der er gået over, er lys, der hjælper dem. Bøn oplyser vejen, ligesom man fokuserer en lommelygte. Så vi mediterer for at frembringe den tilstand og viden om hvorledes vi rejser. Jeg tror, at vi alle til tider i drømme og meditation har set begyndelsen af denne opvågnen og åbning af bevidsthed, når vi begynder at bevæge os med lys.

Lad mig slutte med et andet endeligt citat fra Cayces readings:

Ikke desto mindre, hvis vi lærer mere og mere, at adskillelser er blot at spadsere gennem værelser, så at sige, i Guds hus, bliver vi - i disse adskillelser, i disse erfaringer - bevidste om, hvad der menes med det, som har været og er loven, som fra begyndelsen: "Vid, åh, I mennesker, Herren din Gud er Een!"

Og I må være een  -  een med hinanden, een med Ham  -  hvis I ønsker at være, hvad I faktisk er, blodlegemer i jeres Frelsers livsstrøm! (1391-1).

Spørgsmål:  Hvad kan man gøre for at hjælpe en person med overgangen i døden?

Svar:   Kübler-Ross's bøger vil, tror jeg, hjælpe temmelig meget. Hun har udlagt skridt for skridt nogle holdninger, nogle af de måder at håndtere disse situationer. Døden, som vi sagde, er den mest almindelige fællesnævner; vi står alle overfor den, ikke blot alene men med andre. Vi kan ikke undgå den og bør heller ikke. Den er en del af livet. Vi må lære at håndtere den. Så, hvad kan vi gøre? Kübler-Ross's bog indeholder fremragende forslag med hensyn til de rette holdninger og fremgangsmåder, dersom man vil hjælpe personer, der er ved at dø. Lad mig illustrere det og fortælle præcis og meget klart, hvad jeg gjorde for ikke så længe siden; det er en af de smukkeste ting, der er sket her i lang tid. Der var en ung mand, der var i Work-Study Program på Marshall hotellet. En flok studenter arbejder der og har adgang til alle vore konferencer, readings og foredrag som en del af deres arbejdsprogram. De tjener en smule penge og hjælper med at holde Marshall kørende, idet de betjener konferencer her igennem forår og sommer. Denne unge mand var kommet, og han vidste, fortalte han os, at han havde en hjernesvulst. Dens vækst var standset, men lægerne havde fortalt ham, at den ville begynde at vokse igen. Da den startede igen, havde han fået behandlinger, men han vidste, at han skulle dø, og han ønskede at komme her og finde ud af alt, hvad han kunne om, hvor han skulle hen. Han var en pæn ung mand med en flot fysisk krop, et dejligt menneske, meget ung. Så han tilbragte megen tid med at studere, deltage i grupper, og samtaler. Han granskede readingerne om liv og død; vi hjalp ham med at kaste et blik på noget af dette materiale. Han studerede naturligvis også alt, hvad han kunne finde om hjernesvulster for at se, hvad Edgar Cayce havde sagt, der foregik i ham. Dette fortsatte, og alle blev fulde af håb om at slippe af med denne ting. Vi bad alle for ham, idet vi troede, at vi kunne helbrede ham, og at alt ville blive godt.

En dag kom han til et foredrag, og døden var sammen med ham. Jeg kan ikke præcis sige, hvad det var, men denne ting var atter aktiv i hans hoved; man kunne se det, hvis man vidste, hvordan man skulle se. Jeg vidste, han skulle dø. Jeg talte til ham og spurgte, om jeg kunne bede for ham og han sagde, "Du ved det?" Jeg sagde, "Ja." Og han sagde, "Jeg ved, hvor længe det vil vare. Jeg vil blive meget glad, hvis du vil bede for mig." Han kom hver dag, og jeg lagde mine hænder på hans hoved og bad for ham. Jeg bad for ham i lys, lys som han kunne bruge i sin overgang. Vi havde nogle interessante samtaler efter den daglige meditationstid sammen. Gradvis begyndte han at gå i opløsning. Han kunne ikke koordinere, kunne ikke tænke, og til sidst kom hans broder og hentede ham. Han rejste hjem og døde. Bøn, lys - hvis man ved, hvordan man arbejder med dem i bøn - samtale (han var let at tale med, fordi han vidste besked og arbejdede med det), omsorg, blot det at være der. En ven, hvis hånd man kan holde, række ud og røre ved, så at han ikke vandrer alene. Vi vandrer aldrig alene, men undertiden tror vi, at vi gør det. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, som jeg så det.

Spørgsmål: Du nævnte, hvorledes nogle mennesker transcenderer fra den fysiske krop til en højere bevidsthedstilstand, men hvordan kan man komme fra den højere tilstand tilbage til det fysiske legeme igen?  Vejledes man i samme proces af en, der har gjort det før og vejledt en, eller hvordan gør man det?

Svar:   Du mener fødselen?

Spørgsmål:   Ja.

Edgar Cayce havde virkelig meget at sige om forberedelse. Hvordan arrangerer man at få de sjæle ind her? Det kræver en masse bøn, en masse meditation. Jeg har ofte sagt, at mennesker, der ikke mediterer, før de har samkvem, er tåbelige. De går glip af halvdelen af deres livserfaring af en mulig forberedelse for ankomsten, men det kræver mere end det. Det er bøn, det er idealer, det er diskussion, det er forberedelse. Ja, sjælene får støtte, men de tiltrækkes af de idealer, mønstre, mål, bøn og meditation hos de mennesker, der er ved at gøre klar til at modtage et barn.

Spørgsmål: Har readingerne noget at sige om forholdet senilitet til dødsovergangen ?

Svar: Faktisk er der en hel del readings i arkiverne, der antyder, at når et menneske er meget, meget sygt, er sjælen allerede trådt ud af kroppen og bare forholder sig passiv, mens den venter på, at den kødelige krops funktioner skal ophøre, at den trækker sig tilbage i god tid og blot er der. Far har om mennesker givet readings, i hvilke han sagde, "De er ved at dø nu. De er nu i overgangsfasen." Engang midt i en reading, ifølge dr, Ketchum, standsede han og sagde, "Det er ingen nytte til at fortsætte med denne reading. Denne mand er netop død." (Han fik sit andet hjerteanfald.) Hvor hjernen er blevet forværret, eller hvor der er sygdom over en lang periode, bevæger sjælen sig ind og ud hele tiden og er allerede trådt udenfor, mens kødet blot fortsætter gennem den fysiske funktion.

Spørgsmål: Er sjælen efter døden vidende om, at jeg skal vende tilbage for at reinkarnere? Hvordan fungerer dette?

Svar: Det afhænger af en masse ting. Dette er kun en personlig opfattelse, så du må tage det for, hvad det er værd. Som jeg forstod det, foretager vi nu valg til andre liv. Vi venter ikke - mens vi sidder på en sky et eller andet sted og stemmer en guitar - indtil vi ser et par have samleje og så siger, vi skal fødes der. Det fungerer ikke sådan. Det er mere datamatiseret. Det må være sådan, at hvis vi kan bruge computere, har Gud udarbejdet et bedre system. Vi taster alle faktorer ind i computeren, alle ønsker, alt arbejdet, alle interesser, alle talenter, der forøges. Vi drages ind i det næste livs mønstre, mønstre som vi skaber nu og gemmer. Nuvel, på det punkt hvor vi bevæger os ind på det andet plan, gennemgår vi den udvikling, der er nødvendig dér, og bliver så rede til at vende tilbage. Det er som at trykke på en computer; informationen kommer ud i overensstemmelse med de valg, vi har gjort og har linet op for os selv, og som vi føler os tiltrukket af. nogle har flere valg end andre, men dette er individets udvikling. Det er sådan, jeg forstår det.

Spørgsmål: Hvordan bør vi arbejde på at udvikle os?

Svar: Ved at udvikle en åben bevidsthed [awareness], om I vil - bevidsthed i betydningen vækst. Hver er hvad jeg mener med udvikling. Det er ikke, hvad vi ved, men hvad vi anvender af det, vi ved, her og overalt i universet. Det betyder vækst, vækst af bevidsthed: hvad man anvender af den åndelige lov, man kender. Det kræves ikke, at man anvender, hvad denne eller hin ved, men at man anvender det, man selv ved. Når vi nu anvender vor viden om de åndelige love her, på det andet plan, på det næste plan og det næste, da vokser vi i bevidsthed. Anvendelse er nøglen. Det er det, jeg mener med udvikling i den forstand.

Spørgsmål: Kan du sige mere om readingernes udtalelse, at døden er ligesom søvn, siden vi normalt tænker på det at sove som det at være bevidstløs, skønt vi også drømmer?

Svar: Jeg tror, at Cayce brugte betegnelsen til at beskrive den bevidsthedstilstand kaldet overgangsperioden. På den anden side af den overgangsperiode tror jeg, vi vil vide meget mere; men jeg tror, at han her taler om den specifikke tid, hvor vi - kort efter at vi er faldet i søvn og begynder at drømme - så vågner op og bliver mere bevidste om, hvad der foregår. Husk, der er ingen tid i disse riger, som vi bevæger os ind i, så at et øjeblik kan være som et år eller et år kan være tusind år. Den strækker sig begge veje eller kondenserer sig. Det er denne overgangsperiode, tror jeg, som søvn er involveret med.

Spørgsmål: Kunne du sige lidt mere om begreberne tid og rum, når man går over?

Svar: Tjah, det er ikke, ligesom det er her. Der er ingen fortid, nutid og fremtid. Hele det psykiske felt er eet. Det almindelige medium ved ikke, om det, han kigger på, skete i går, eller skal ske i morgen eller er ved at ske nu. Denne tidsperception er meget forvirrende. Derovre er der ikke samme slags tidsdimension, som vi har her med fortid, nutid og fremtid.

Spørgsmål: Kunne en ånd da i vor tid blive reinkarneret i fortiden, nutiden eller fremtiden?

Svar: Hvad vi kalder fortiden, nutiden og fremtiden foregår faktisk alle samtidig. Lad mig illustrere det for jer. Jeg kan ikke forklare det, og jeg forstår det ikke, men jeg kan illustrere det meget enkelt ved at lægge min hånd her på dette podium. Dette er jorden, og her kommer jeg ind på jorden. Nuvel, jeg oplever denne indtræden på fem forskellige steder og på een gang. Men hvis jeg er i bevidsthed her nede, er jeg mig meget bevidst om bare den ene. Jeg er ikke bevidst om dem der ovre; de er ikke i sekvens, men de foregår alle, er I med? Nå, og hvis I fatter den og kæmper med den, vil den rigtig ryste jer.

Mange tak for jeres opmærksomhed.