Hydroterapi (vandterapi)

Artikel fra A.R.E.’s hjemmeside
Oversat af Jens Hostrup

Portrat af Edgar Cayce

Hydroterapi er en form for fysisk terapi, der involverer den terapeutiske brug af vand på mange forskellige måder, så som Epsomsalt bade (Epsom salt = engelsk salt), siddebade, varme og kolde doucher, svedekabinetter, dampbade, lavementer og tyktarmsudskylninger. Varme og kolde omslag inkluderes almindeligvis som en slags hydroterapi. Hydroterapi blev hyppigt anbefalet af Cayce for at stimulere cirkulationen og fremme eliminationen af affaldsprodukter.

Yderligere midler i den terapeutiske anvendelse af vand:

Tyktarmsudskylning

Undertiden henvist til som en "colonic" eller "colon hydrotherapy". Tyktarmsudskylning anerkendes som en yderst gavnlig måde at sørge for tyktarmens velbefindende. En tyktarmsudskylning er et indre bad, der anvender en professionelt designet maskine til at give en udskylning af tyktarmen.

Den foretages ved gennem anus blidt at indføre varmt filtreret vand, der cirkulerer gennem tyktarmen, hvor det opløser og fjerner dennes indhold, alt mens patienten ligger behageligt på en briks. Vandets temperatur og tryk styres nøje og reguleres gennem et antal indsprøjtninger og udtømninger for at bistå tyktarmens peristaltiske bevægelser. En hospitalskåbe sikrer, at patienten er dækket mht blufærdighed og varme.

Eftersom metoden involverer et lukket system, fjernes de udskyllede materialer uden ubehagelige lugte eller ubehag sædvanligvis forbundet med lavementer.

Et lavement varer 45 minutter og er styrkende, afslappende og effektivt. Det bør gives af en professionel.

Hvorfor udrense?

Et grundlæggende helbred begynder med pleje af tyktarmen. At udskille, eliminere, ufordøjede fødedele, kirtel- og cellerester, slimhinderester, gas og parasitter spiller en væsentlig rolle i fordøjelses- og optagelsesprocessen.

På grund af den teknologiske såkaldte "fødeforbedring"  -  brug af konserveringsmidler, pesticider, herbicider og kemiske og hormonale tilsætningsstoffer  -  har behovet for at rense tyktarmen aldrig været større. Mange af disse gifte bliver genoptaget i blodstrømmen, lymfen, leveren og nervesystemet, og overanstrenger og svækker med tiden kroppens forsvar mod vira og fremmede bakterier.

Resultatet er et sammenbrud, der påvirker kroppen som helhed. En forøget toksisk belastning bidrager til de problemer, der associeres med tyktarmen: forstoppelse, blodforgiftning, diarré, psoriasis, smerter i lænden og hovedpiner  -  blot for at nævne et par stykker.

Tyktarmsudskylning hjælper med at udrense denne ophobning af stagnerende giftproducerende materiale i tyktarmslommerne og holder tyktarmsmusklerne spændstige. Forbedret spændstighed i tyktarmen sørger for effektiv fjernelse af affaldsprodukter fra kroppen. Rensning af kroppens systemer hjælper til med at genoprette indre balance og generel god sundhedstilstand.

At få en tyktarmsudskylning

Udøvere af tyktarmsudskylning kan findes på de gule sider i din telefonbog. Du ønsker måske også at kontakte the Member Services department ved ARE for at få en liste over udøvere. (Redaktionens bemærkning, der findes også klinikker i Danmark).

Lavementer i hjemmet som en erstatning for tarmudskylninger

Selvom lavementer ikke er så effektive som tyktarmsudskylninger, har nogle mennesker brug for denne form for hydroterapi, fordi tarmudskylning ikke kan fås. Harold Reilly, en fysioterapeut anbefalet af Edgar Cayce, anbefalede følgende instrukser til et lavement:

  1. Forbered  lavementkanden eller posen. Sterilisér spidsen af røret. Brug godt en liter lunkent vand til 1 teskefuld salt og 1 teskefuld soda. Hvis man bruger æble-diæt kostplanen og ønsker at opnå resultater ligesom ved tarmudskylning, kræves der et tre-trins lavement.
  2. Læg dig på venstre side. Put vaseline på gummiduppen over din finger eller på røret og udvid gradvis anus, idet du fører vaselinen rundt.
  3. Indfør spidsen af røret og kontrollér hastigheden, hvormed vandet løber ind, for at forhindre krampe. Hvis du føler, at du ikke kan holde vandet, så tag en dyb indånding og luk ventilen, indtil den intense fornemmelse aftager.
  4. Efter at alt vandet er kommet ind, bør du beholde det dér så længe som muligt, før du lukker det ud igen. Hvis du ikke får tilfredsstillende resultater, kan det være nødvendigt at gentage proceduren, indtil der er udtømmelse af den nedadgående tyktarm.

Anbefalet metode

  1. Første trin: Tag den første liter vand, som ovenfornævnt, liggende på venstre side.
  2. Andet trin: anbring dig på alle fire på gulvet og tag den anden liter vand med salt og soda blandingen.
  3. Tredje trin: når du har udtømt anden liter, hvil da en stund og tag derpå den tredje liter, til hvilken du har tilføjet en spiseskefuld af Glyco-Thymoline i stedet for salt og soda. Tag dette sidste lavement liggende på højre side.

Stå op og gå omkring, før du lukker vandet ud. Det vil give dig en mere grundig rensning og Glyco-Thymolinen er meget god for tyktarmens og hele tarmsystemets slimhinde. (The Edgar Cayce Handbook for Health Through Drugless Therapy, side 245).

"Og det er nødvendigt for enhver velafbalanceret krop at bevare tyktarmen ren; derfor bør det være en del af hver eneste entitets erfaring." (Reading 1703-2).

Doucher

Edgar Cacye anbefalede ofte doucher til forskellige tilstande. F. ex., til kvinder i overgangsårene anbefalede han doucher til forplantningskanalen. Idet man husker, at hvert individ er enestående, så er der her nogle generelle vejledninger for kvinder, der har problemer med urogenitalkanalen, her kan doucher være meget nyttige:

Skift mellem Atomidine doucher og Glyco-Thymoline doucher  -  en af hver en gang om ugen i en periode på flere måneder.

Anvend IKKE doucher i menstruationsperioden.

Brug en spiseskefuld Glyco-Thymoline til en liter vand.

Brug en halv teskefuld Atomidine til en liter vand.

Brug en vaginasprøjte, ikke en sprøjte med voldsom stråle.

Brug vand med kropstemperatur.

Cayce citater om doucher

Her er nogle typiske anbefalinger fra Cayces readinger om brug af douche. Selvom der er forskelle i de foreskrevne behandlinger, fordi hver reading blev givet til et enkelt individ, er det generelle mønster i overensstemmelse med ovennævnte anbefalinger.

1713-22: Efter menstruationsperioden brug en douche med Glyco-Thymoline i forholdet halvanden spiseskefuld Glyco-Thymoline til hver liter vand, med kropstemperatur (vi ville imidlertid bruge mere end en liter nu). Brug kun vaginasprøjten.

1721-21:  (Spørgsmål) skal jeg forsætte med at bruge Atomidine, D.D.D.-salven og Listerine?

(Svar) Disse er udmærkede, og vi vil anbefale, at denne mængde Atomidine tages internt.

Men nu ville vi bruge Atomidine doucherne; dog ikke i de perioder, hvor menstruationsaktiviteten er på kroppen [sic!], men bagefter, hver anden dag. Lad vandet have kropstemperatur og brug en teskefuld Atomidine til halvanden liter til douchen. Brug en vaginasprøjte, ikke en sprøjte med voldsom stråle.

1079-4: (Spørgsmål) Hvad forårsager det lette udflåd?

(Svar) Som vi har angivet, stammer dette fra den generelle tilstand; derfor behovet for de angivne behandlinger.

Brug mindst en gang eller to om ugen doucherne med lidt Atomidine i vandet (ikke jod, men Atomidine); en halv teskefuld i en halv liter vand med kropstemperatur; og vi finder, at tilstandene vil forsvinde. Brug kun vaginasprøjten.

811-6: Som vi finder, må kroppen hellere bruge doucher med Atomidine til de tendenser til betændelsestilstande i vagina og uterus; forhold: to teskefulde normalstyrke Atomidine til en liter lunkent eller kropstemperaturvand. Disse, finder vi, vil ikke blot bidrage til eller fungere som et antiseptisk middel til at rense kroppen, men de astringerende aktiviteter og de helende egenskaber i samme vil tjene til at reducere de tendenser  -  hvis anvendt med denne temperatur  -  til akkumulationer i dele af bækkenorganerne.

Vi vil gøre dette (douchen) et par gange om ugen, eller når leukorrhoeaen er tilbøjelig til at forårsage irritation ved superaciditet  og den tendens, den har, til at forårsage pres på selve blæren. For undertiden bliver urinrøret - eller rørene til selve blæren - ved denne surhed, til en irritation, der fremkalder denne uro og forårsager en naturlig belastning på hele nervesystemet.

Til sådanne doucher vil vi bruge vaginasprøjten snarere end en sprøjte med voldsom stråle.

780-9: Ligeledes hver anden eller tredje dag en douche med Atomidine; men ikke under menstruationen - skønt lige efter og i den sidste del af perioden. Brug en vaginasprøjte til dette, og forholdet bør være en halv teskefuld normal Atomidine til en liter vand med kropstemperatur.

694-3: Det vil også være godt, efter menstruationen, at de rensende doucher bruges. Disse vil være bedre med en svag opløsning af Atomidine i lunkent vand, eller vand med kropstemperatur. Forholdet er cirka ti dråber i en liter vand.

601-23: Tag, selv i denne tilstand, en BLID douche med lidt Atomidine i  -  vandet må være ikke meget varmt men have kropstemperatur - for at forhindre klumpning, irritation og for at reducere den blodoverfyldning, der forårsages i  bækkensystemet. Forholdet er cirka en teskefuld Atomidine til halvanden liter. Brug en vaginasprøjte og ikke en sprøjte med voldsom stråle. Disse kan bruges hver dag eller hver anden dag, det skulle være nok; eller to dage i træk, spring over en dag og derpå hver anden dag.

601-22: (Spørgsmål) Hvad kan jeg gøre mod udflåddet?

(Svar) Brug af og til en Atomidine douche, forholdet er en halv teskefuld til en liter. Brug dette, når du føler ubehag ved de irritationer, der opstår. Dette kan være hver dag eller to for en tid, så hold op i flere dage. Disse er antiseptiske egenskaber og er alligevel ikke irriterende, og  -  med det ydre brug af de egenskaber indikeret for dampbad  -  vil det bidrage til en bedre aktivitet i systemet.

410-3: Kroppen ville finde bedre tilstande med en stram overholdelse af en streng diæt, men nogle midler, der kan være af gavnlig art  -  ved at bruge en Glyco-Thymoline opløsning til doucherne ...

Doucheopløsningen er i forholdet en teskefuld Glyco-Thymoline til halvanden liter vand med kropstemperatur; brug vaginasprøjten.

337-22: Brug undertiden doucher til at rense livmoderen, med en svag opløsning af Atomidine - dette et par gange om måneden, og IKKE under menstruationen!

313-19: Vi vil bruge Atomidinedoucher, men med halv styrke af dem, der er blevet tilrådet tidligere, dvs halv styrke Atomidine skal bruges, forstået?

313-17: Vi vil lejlighedsvis fortsætte med doucherne; især lige før og lige efter menstruationen; brug Atomidine i samme - omkring en teskefuld i en liter vand. Lad vandet have kropstemperatur.

Engelsk-salt bade

Personer, der led at muskel- og ledtilstande så som rheumatisme og arthritis fik ofte anbefalet Engelsk-salt bade. Skønt de terapeutiske anbefalinger undertiden var forskellige fra person til person alt efter hvor alvorlig tilstanden var, er der nogle generelle retningslinier til brug af bade med engelsk salt.

Engelsk-salt bade

I mange tilfælde (især ved arthritis) skal engelsk-salt bade tages efter en række [bade] med Atomidine. For at tage et bad med engelsk salt:

  • Brug mindst fem pund engelsk salt til et moderne badekar (cirka 20 gallons) eller otte til ti pund til et gammeldags badekar, der almindeligvis kan rumme 30 gallons vand.
  • Sørg for at saltet opløses fuldstændigt.
  • Begynd med seks til otte tommer vand i karret med en temperatur på cirka 38 grader. Sørg for at bruge termometer. Forøg temperaturen gradvis til 40 grader. Hold temperaturen konstant, når du sænker dig ned i vandet og hæv gradvist temperaturen til 40-41 grader ved at tilføre varmt vand indtil der er nok til at dække din ryg og lig så i blød. Hvis du prøver at lette en kronisk smerte, kan du med tiden, når du tager badene i en længere periode, måske være i stand til at få temperaturen op til 42-43 grader.
  • Til at lindre smerte bør du blive i karret i 10-12 minutter til at begynde med, og derefter kan du gradvis forøge det til 20 minutter.
  • Massér kroppen (især de angrebne dele) med engelsk salt, mens kroppen ligger i karret.
  • En ispose eller kold vaskeklud eller svamp på panden eller nakken vil hjælpe dig til at kunne udholde varmen.
  • Overdriv det ikke  -  tag den med ro. Denne terapi er særlig god til stive led, muskelsmerter, arthritis og rheumatisme; til at forøge metabolismen og hjertets arbejdsevne; og til at hæve kroppens temperatur og lindre smerte.
  • ADVARSEL: Engelsk-salt bade er kontraindikerede ved cardiovaskulære tilstande eller tilstande med højt blodtryk. Spørg din læge, om du kan tage disse bade, hvis du er i tvivl.
  • ADVARSEL: Når du tager varme bade af enhver slags, sørg da for at have en i nærheden for det tilfælde, at du bliver svimmel eller besvimer. Det er også bedst at sætte et vækkeur, for din tidsfornemmelse er måske ikke præcis.

Hånd- og Fodbade

  • Her er en enkel fremgangsmåde til at tage hånd- og fodbade med engelsk salt for at lindre symptomatiske smerter i leddene:
  • Lav en varm opløsning med engelsk salt, idet du putter cirka et pund salt i kummen eller karret, der bør være halvt fyldt af varmt vand.
  • Blød hånden op i fem minutter og massér derpå fingrene og hånden med den anden hånd under vand og bøj fingrene og rotér leddene.
  • Lad dem derpå ligge i blød i 5-10 minutter.
  • Efter cirka 20 minutter tag hænderne op af vandet og massér peanutolie ind i en hånd og fortsæt helt op på armen.
  • Derpå den anden hånd.
  • Denne procedure kan også bruges til fødderne.

Siddebade

Et siddebad er en form for hydroterapi, i hvilken hofterne og ballerne er nedsænket i vand. Siddebade bruges til at lindre smerte og ubehag i bækkenpartiet.

Koldt siddebad

Harold Reilly, en fysioterapeut, der blev henvist til mange gange af Cayce, anbefalede siddebadet til forskellige problemer der krævede forøget cirkulation til den nedre del af underlivet.

For at lave et koldt siddebad foreslog Reilly, at man skulle fylde karret med vand til en dybde af 6-9 tommer (op til navlen i siddende position). Lad dette vand have stuetemperatur, cirka 20 grader. Dæk skuldre og ryg med et håndklæde. Træd forsigtigt ned i vandet, uden at tænke for meget over det. Hold fødderne oppe og ude af vandet ved at lægge dem på enden af karret eller på en fodstøtte. Tæl langsomt til 60. Træd forsigtigt ud af karret eller tag en morgenkåbe på.

Gå i seng og slap af i mindst 30 minutter. Det er bedst at tage det kolde siddebad, efter at kroppen er varmet op efter træning eller har ligget i sengen under tæpper. Tage ikke et koldt siddebad, hvis du føler dig kold. Du kan gradvis forøge tiden i det kolde siddebad op til tre minutter.

Varmt Siddebad

Reilly brugte også varme siddebade (39-41 grader), primært for at slappe af og varme kroppen op. Det kan bruges som en indledning til et koldt siddebad.

Varme og Kolde Siddebade

Reilly vekslede også mellem varme og kolde siddebade, hvor klienten kunne gå frem og tilbage mellem det varme og det kolde bad op til tre gange hver gang. Her er en beskrivelse af det vekslende varme og kolde siddebad, som beskrevet af Joseph og Sandra Duggan i deres Bog Edgar Cayce's Massage, Hydrotherapy & Healing Oils:

"Der benyttes to kar, der ligner lænestole. De er designede til at have kun hofter og bækkenområdet i vandet, mens fødderne hviler på gulvet. Et kar indeholder varmt vand, omkring 39-41 grader, og det andet indeholder koldt vand, omkring 20 grader. Man begynder med varmt vand og skifter med at sidde tre gange i to til fire minutter i hver og ender med det kolde vand."

Dampbade

Milde dampbade blev ofte anbefalet af Edgar Cayce til at forøge eliminationen af gifte gennem huden og lungerne. Denne form for hydroterapi gives sædvanligvis i et dampkabinet. En substans (så som troldnød) kommes i det kogende vand i kabinettet for at frembringe en damp, der indhyller kroppen og absorberes gennem hudens porer. Et varmt og koldt brusebad bruges efter badet typisk til at rense sved og gifte fra huden. Der gives derpå en massage for yderligere at få kroppen til at slappe af og bistå med eliminationerne.

Terapeuter, der er uddannet i Cayce/Reilly behandlingen, har lært sikkerhedsforanstaltninger og kontraindikationer til denne form for hydroterapi. Det er normalt bedst at begynde med kun lidt varme for at sikre sig, at kroppen kan håndtere behandlingen. Efterhånden kan mere varme bruges, når kroppen er i stand til at tåle det.

NOTE: Ovennævnte information er ikke beregnet til selvdiagnose eller selvbehandling. Vær venlig at konsultere en læge eller fysioterapeut før brug af denne information.

Ordforklaring:

Cardiovasculær/hjertekar (sygdomme)

Elimination – udskillelse af slagger, affaldsstoffer

Gallon – (am. gallon  =  3.8 liter)

Leukorrhoea -  hvid eller farveløs sekretion fra vagina

Metabolisme - stofskifte

Superaciditet – for megen syre

Uterus - livmoder