Æblefaste

Edgar Cayce om æbler

Portrat af Edgar Cayce

Ofte kommer mandlernes evne til at holde lægen væk før æblernes gode egenskaber. En reading som ligger til grund for dette – og leger med udtrykket "et æble om dagen holder lægen væk" – er følgende:

" . . . især mandler er gode, og hvis man tager en mandel om dagen og fortsætter med det, vil der aldrig akkumuleres tumorer eller lignende i kroppen. En mandel om dagen er et meget bedre middel til at holde lægen borte end æbler. Særligt visse typer læger. For det var æblet, der forårsagede syndefaldet, ikke mandelen, for mandeltræet blomstrede, når alt andet døde. Indse, at dette er livet ! (3180-003)".

Æbler er nyttige og vi svenskere spiser mange af dem. De indeholder A- og C-vitaminer, men også forskellige B-vitaminer. Desuden indeholder de kalcium, kalium, fosfor, magnesium og fibre, blandt andet pektin, som er et mildt laxativ. Småbørn, der lider af hård mave kan hjælpes med lidt æblemos eller æblemost.

Desuden indeholder æbler også bioflavonoider, som er en slags antioxidanter. Finske forskere har hævdet, at disse kan nedsætte risikoen for lungekræft. Visse personer kan opleve bivirkninger, når de spiser æbler og bør tilpasse den mængde, de spiser til dette.

Edgar Cayce er mest kendt for sin tredages kur med æbler, som anbefales i flere readinger, på grund af deres udrensende effekt. Måske kan du, som læser dette blive tilskyndet til at prøve æblekuren, så her følger lidt mere om den.

Rå æbler kontra tilberedte æbler

Det er interessant, at flere af readingerne siger, at tilberedte æbler er at foretrække frem for rå æbler, hvis det ikke lige er i forbindelse med tredages kuren. Sådan blev en kvinde med tildens til blodmangel for eksempel advaret: "Pas på med rå æbler, medmindre du spiser dem som led i en diæt, der skal udrense systemet. Ovnbagte eller kogte æbler kan spises (1048-004)".

Vi kan kun gætte på, hvorfor readingerne advarer mod rå æbler i den daglige kost. En tanke kan være, at dersom de rå æbler har en kraftigt udrensende effekt, så kan de måske forstyrre den normale optagelse af andre næringsstoffer. Advarslen kom generelt til en 13-årig pige, der havde problemer med såvel optagelsen af næringsstofferne og udskillelsen.

Spørgsmål: Er det godt at undgå æbler og cider... ?

Svar: Når det gælder æbler, er disse ikke det bedste for de fleste mennesker, hvad vi har anført flere gange, undtagen i de tilfælde, hvor det tilrådes at spise dem alene (altså kun æbler), som en kur for at forbedre udskillelsen, eller om man tager dem på grund af særlige egenskaber hos æblerne eller æbleprodukterne. Således skal denne krop undgå at spise dem (1206-008).

Bortset fra æblekuren skal man tænke sig om, inden man spiser rå æbler hver dag, hvis man har problemer med udskillelsen. Det fik en ung mand, der led af forstoppelse, at vide.

Spørgsmål: Har systemet behov for æbler ?

Svar: Æbler er ikke gode for systemet, hvis de ikke er tilberedte (1713-017).

Readingerne anbefaler, at man kun spiser æbler, som er modnet direkte på træet. Undgå umodne æbler, var rådet til midaldrende kvinde med mavekatar.

Spis et æble ved hvert måltid, undtagen til morgenmad – for denne krop kan det være råt eller tilberedt – men det skal være helt modent ! Det må ikke være grønt, og det må heller ikke have været lagret for længe (0913-001).

Det kan være svært at følge dette råd, hvis man ikke har sit eget æbletræ, fordi de fleste æbler nu tildags plukkes, før de er modne. De lagres siden i specielt lukkede kølerum for at eftermodne under kontrolleret atmosfære. Modningen kan således tilpasses efterspørgslen gennem de forskellige sæsoner, og lagertiden kan blive meget lang, i værste tilfælde op til et helt år.

Hvordan skal jeg tilberede æblerne ?

Readingerne giver ingen klare opskrifter, men nævner oftest, at de skal ovnbages eller grilles – som regel med skrællen på. Som råd for at give et toårigt barn vitaminer og få gang i udskillelsen blev der sagt:

Tænk på maden. Sørg for at få  mange vitaminer, især B1-, A- og G-vitamin. Disse findes hovedsagelig i gule æbler. Dog skal æblerne kun serveres tilberedt, og de skal tilberedes med skrællen på – grillede, forstår du ? (2018-008).

Flere readinger angiver, at ovnbagte æbler kan være gode, hvis man skal genopbygge en svag krop. En svagelig kvinde på 22 år fik det råd, at hun skulle spise ovnbagte æbler eller æblekompot om morgenen. (418-002). En anden ung kvinde fik et lignende råd.

I din kost – pas på alt for megen stivelse af alle slags. Ingen æbler, som er rå, men ovnbagte eller tilberedte æbler må du spise (632-006).

At grille æblerne skulle være at foretrække fremfor at bage dem i ovnen, når det gælder om at bygge kroppen op. Det fik en midaldrende kvinde med dårlige blodværdier at vide i 1936:

Inkluder i din kost den mad som genopbygger dit blod og din krop, de som indeholder jern på en sådan måde, at det kan udnyttes i kroppen. Dette er særligt gældende med grillede æbler – ikke ovnbagte, men grillede.

Spørgsmål: Hvordan kan kroppens modstandskraft holdes oppe – især i vintermånederne ?

Svar: Ved at følge de råd, som netop er blevet givet. Vi finder da, at kroppens modstandskraft kan bygges op på tidspunkter med pludselige forandringer eller bekynringer, som kan stamme fra pludselige ændringer i kropstemperaturen (1100-008).

For en midaldrende mand, der led af astma, spillede tilberedningen dog ingen rolle, bare han undgik rå æbler (2424-001).

Hvilken type æbler er at foretrække ?

Dette spørgsmål er ikke helt let at besvare. En reading siger: "Pas på med æbler, for så vidt de ikke er af den buttede type(0509-002)".

Cayce bruger ordet "jenneting" i den amerikanske reading. Dette er ifølge dr. Harold J. Reilly et gammeldags ord, og skal betyde, at de har et udseende som næsen på et får. Hvilke typer, der har det, må du selv afgøre.

Eftersom hensigten med æblekuren er at afgifte hele organismen, er det en selvfølge, at man skal anvende usprøjtede æbler, som man ikke tilfører kroppen gift under processen. Økologiskeæbler er at foretrække, hvis du ikke dyrker dine egne æbler. Det er oven i købet blevet anset, at sommeræbler er bedre end vinteræbler til tredages-kuren, men dette er ikke bevist.

Importerede æbler er ofte overfladebehandlet med voks, for at de skal holde sig bedre. Dette voks kan man ikke vaske af, og man kan derfor ikke komme ind og fjerne eventuelle forureninger på æblets yderside. Disse æbler bør man i stedet skrælle, inden man spiser dem !

Dr. Reilly, som har stor erfaring med æblekuren, hævder at såvel røde som gule æbler kan bruges. De gule indeholder mere pektin, og det hjælper med til at holde kolesterolværdierne nede.

Man bør også tænke sig om, når man kombinerer æblerne med andre fødevarer, var et generelt råd til en ung mand. Stivelsesholdig mad er mindre godt.

Spørgsmål: Hvilke fødevaretyper skal jeg undgå ?

Svar: I de fleste fysiske kroppe er det oftest kombinationen af forskellige fødevarer, der skaber forstyrrelserne end de enkelte fødevarer. Derfor skal man ikke kombinere reaktionen fra sure frugter så som æbler med reaktionen fra anden stivelse end fuldkornsbrød (0416-009).

Hvordan gennemføres en tredages æblekur ?

Hensigten med æblekuren er at gennemføre en udrensning af kroppen. Derfor kan det være bedst at begynde med at tage et lavement. I Sverige kan vi få et Clysmaticapparat fra Ledin – og så er det ganske enkelt at gennemføre.

Dag 1

Du skal nu de næste 3 dage kun spise rå æbler, ingen anden mad. Hvor mange du spiser, er op til dig selv. De fleste spiser en 6-8 stykker, men der er andre, der spiser helt op til 10 om dagen, og andre som tager det halve. Når du føler dig sulten, tager du et æble til.

Usprøjtede æbler kan spises direkte, øvrige æbler bør skrælles. Hvis du foretrækker at køre de rå æbler gennem en blender eller en køkkenmaskine, så gør det.

Du bør drikke lige så meget vand du vil, du må ikke føle dig tørstig. Readingerne siger, at man kan drikke kaffe, hvis man absolut ikke kan undvære det, men det skal være uden mælk eller fløde.

Slut gerne dagen af med et lavement, så kroppen bliver tømt for de giftstoffer, der er kommet i omløb i tyktarmen. Det kan også være godt at gå i sauna eller få en gang massage. Motionér gerne i fri luft.

Dag 2

Fortsæt med at spise lige så mange æbler du vil, og slut gerne også denne dag af med et lavement.

Dag 3

Fortsæt igen med at spise æbler og tage lavement.

Olivenolie

Readingerne siger at en måde at afslutte kuren på er at tage to spiseskefulde olivenolie som afslutningen på den 3. dag. Dette er også, hvad dr. Reilly anbefaler.

Har man problemer med galden og leveren, kan det være bedre at tage en spiseskefuld olivenolie som afslutningen på hver dag i stedet. Olien kan tages med lidt lunkent vand eller eventuelt med lidt citronsaft, hvis du foretrækker det.

Effekter af æblekuren

Bliv ikke urolig, hvis din afføring lugter grimt i løbet af kuren. Det er naturligt, når giftstofferne forlader din krop.

Hvis kroppen er blevet renset, så næringsoptagelsen fungerer ordentligt, kan man mærke, at den olivenolie, som man indtager den tredje dag gør, at huden bliver blank og glat. Kuren har så åbnet op for hele assimileringsprocessen, således at olien let kan passere fra tarmene ud i organismen. Kroppen er nu forberedt på at optage de næringsmidler den får i sig. Fortsæt med at spise så "ren" mad som muligt, det vil sige noget, der ikke indeholder pesticider, gifte og andre kemikalier !

Lad os se på nogle tilfælde, hvor readingerne anbefalede æblekuren:

Mod syreholdig krop og overvægt

En ca. 30-årig overvægtig kvinde kom til Cayce med mange forskellige fysiske problemer, blandt andet kunne hun ikke tale. Han konstaterede først, at hendes krop var meget sur og anbefalede derefter radikale tiltag for at få hendes syre-basebalance mere normal.

Hun skulle til at begynde med i de næste tyve dage spise en speciel frugtsalat til morgenmad og drikke kalciumvand – hun måtte kun spise brød og drikke mælk og vand. Dette var starten på kuren, som afsluttedes med den 3dages æblekur inklusive ½ tekop med olivenolie den 3. dag. Efter kuren skulle hun undgå kager, bagværk og pie'er. Hun skulle spise mindre for ikke at overanstrenge kroppen, mange grøntsager og frugt, undgå svinekød og fede madvarer. Desuden skulle hun motionere ude i den friske luft uden at blive stresset oven på denne radikale kur.

Tilsyneladende virkede kuren, en slægtning rapporterer nogle år senere, at kvinden er blevet slank og helt forandret (1850-003).

For at få gang i udrensningerne

En ung pige med problemer med balancen i nervesystemet blev anbefalet osteopatisk behandling, som skulle følges op med æblekuren samt omhyggelighed i sit valg af kost. Æblekuren skulle gennemføres hver tredje måned og følges op med 2-3 spiseskefulde olivenolie. Cayce angiver, at dette vil forandre hele aktiviteten i fordøjelseskanalen. Hvad angår kosten skulle den bestå af en stor del rå grøntsager, rå frugt, men også fisk, fugl og lam kunne accepteres under forudsætning af, at det ikke var stegt. Spis mindst tre grøntsager, der vokser over jorden for hver, der vokser under (3673-001).

En anden ung kvinde led af epileptiske anfald og havde også problemer med galdevejene. Diagnosen gik på, at det gjaldt om at få gang i udskillelsen og få giftstofferne ud af kroppen. Hun blev anbefalet at tage en æblekur en gang om måneden med ½ kop olivenolie den tredje dag for at rense kroppen. I tilgift blev hun advaret imod at spise rå æbler i tiden mellem kurene, og fik at vide at hun derimod skulle spise en lille smule olivenolie af og til, for det var mad for tarmsystemet. Hun blev advaret imod at spise kager og ting, der indeholdt gær i forbindelse med æblekuren. Kuren skulle hjælpe hende af med sit galdebesvær (0543-026).

Mod bændelorm

Æblekuren kan tydeligvis også bruges for at undersøge, om man lider af bændelorm. En urolig 26-årig spurgte Cayce om han havde bændelorm og fik svaret, at det havde han ikke, men han havde haft orm i maven og tarmene, hvilket kunne ses på tarmvæggene. Han havde dog ikke bændelorm. Hvis han ville teste sig selv for ringorm, skulle han nøjes med at spise æbler i tre dage og siden tage ½ glas olivenolie. "Dette vil løsne den afføring, som ikke er kommet ud længe (567-007)".

Et andet tilfælde gælde en frisk ung mand, ca. 30 år, som kom til Cayce i 1939 fordi han følte sig generelt dårligt tilpas. Han led af temperatursvingninger og følte sig svimmel.

Cayce erklærede, at dette var et lumsk tilfælde, og ikke godt for denne person, som var angrebet af orm. Dette forstyrrede næringsoptagelsen og nervesystemet, og han mistede appetiten. Ormen indbød parasitter og baciller at tage for sig i tarmsystemet og det gav allehånde følgesymptomer.

Det første og grundlæggende blev, at han blev anbefalet en tredages æblekur fulgt af ½ tekop ren olivenolie. "Vi finder, at dette vil fjerne årsagen til forstyrrelserne" sagde Cayce kategorisk. "Med lidt osteopatiske justeringer i tilgift og gennem at spise flere grøntsager, gennem at undgå hvide kartofler og kød, men gerne lidt fisk og fugl, vil alt blive i orden".

"Hvis vi gør dette, vil vi finde, at vi ikke kun har fundet årsagerne, men vi har også fået orden i systemet, så at der findes bedre fysiske reaktioner i hver del af kroppen (1597-002)"

Manden skriver ved Lucia-tid, at han nu er begyndt at følge anbefalingerne, han havde haft svært ved at finde æbler af typen Jonathan, som kun kunne fås i starten af efteråret, men at han ville tage typen Delicious i stedet. Han så ikke frem til at skulle drikke olivenolien !

Nogle dage senere rapporterer hans søster, at broderen har gennemført æblekuren under et vist ubehag, men at der derefter er sket noget revolutionerende i hans krop. "Forsvarsarméen i blodet har kastet sig over de indvandrende horder af "termitter". Det blev et uskønt slagsmål, men jeg er sikker på, at de gamle røde slagsbrødre vandt til slut". Broderen går nu til en osteopat og ved juletid meddeler søsteren, at han har klaret alle højtidens retter uden problemer. "Han som hele sit liv har spist som en spurv er pludselig blevet grovæder. Han kan spise alt, uden at der opstår bivirkninger, han nyder alt det, han har måttet undvære i årevis".

Hvorfor udnytter du ikke chancen dette efterår og gennemfører din tredages æblekur, når Sverige er fuldt af modne, friske æbler. Det er egentlig ganske let, og kan give et meget godt resultat. Hvorfor ikke siden rapportere til os her i Källen om lige netop dine erfaringer med kuren.

Kilder:

The Edgar Cayce handbook for health through drugless therapy af Harold J. Reilly og Ruth Hagy Brod, A.R.E. Press, 6th printing, 1995. ISBN 0-87604-215-9.

The Edgar Cayce encyclopedia of foods for health and healing, sammenskrevet af Brett Bolton, A.R.E. Press, 2nd printing, 1998. ISBN 0-87604-378-3.

Nourishing the Body Temple, Edgar Cayce's approach to Nutrition af Simone Gabbay, A.R.E. Press, 4th printing, 2000. ISBN 0-87604-423-2.

CD-rom'en med mere end 14.000 readinger udgivet af A.R.E. Press

Redaktionens bemærkning: Vi har disse bøger i foreningens bibliotek. Hvis du skulle være interesseret i at låne dem, kan du kontakte Aase på telefon 55 76 33 55

Fortidens mysterier

Tilbage til Terapier

Dansk Edgar Cayce Selskab, Lundby Hovedgade 75, 4750 Lundby. Tlf. 55 76 33 55 - cayce@mail.dk