At være et med naturen

Artikel af Henry Reed og Kevin Todeschi fra Venture Inward April/Maj 2011, oversat af Jens Hostrup

Portrat af Edgar Cayce

Både i vågen og i psykisk tilstand var Edgar Cayce en stærk fortaler for at være eet med Naturen. Naturen tillader os at være vidne til universets orden deri, at vi høster, hvad vi sår. Den sætter os også i stand til at opleve et aspekt af medskabelse. Hans readings hævder, at naturen er et ideelt sted at lære om Gud. Den er en vidunderlig skole, der sætter os i stand til at lære om os selv og vor forbindelse med det Guddommelige, så vel som med resten af skaberværket. Cayce troede, at personlig opvågnen og bevidsthedsvækst fandt sted, når man var tæt på naturen. Da han engang blev spurgt, hvor små børn bedst kunne lære om Gud, var hans svar to simple ord, "I naturen." Ved en anden lejlighed sagde han, at det i hvert enkelt græsstrå faktisk var muligt at se Skaberens kærlighed til os.

Naturen er Guds skaberværk, naturligvis, og vi kan måske fornemme hans tanke ved at studere mønstrene i naturen. Men der kan være mere i det end blot det. Hvad ens egne erfaringer end måtte være, så kommer det måske ikke som en overraskelse at lære, at i oversigter vedrørende åndelige eller lignende transformerende oplevelser, så er naturen altid den hyppigste sammenhæng for dem. Naturen har tydeligvis noget særligt at tilbyde, som vi ikke altid møder i kirker eller klasseværelser.

Du er måske et af de mange mennesker, der føler, at de kan være i kommunikation med træerne, ligesom Joseph, en mand der elsker at læne sig op mod et fyrretræ for "at udveksle energi og helbredende vibrationer." Når han er særlig bekymret eller søger inspiration, læner han sig op ad sit yndlingsfyrretræ og sender sin meddelelse op ad stammen. Han rapporterer, at mens han sidder i meditation bagefter, modtager han uvægerligt vejledning fra træet.

Måske kan du forholde dig til et andet individ, ved navn Mary, der oplever at føle sig "forbundet", når hun tilbringer kvalitetstid udendørs. Hun beretter, at når hun sidder fredeligt udendørs, begynder hun at fornemme en speciel resonans, som vibrerer i harmoni med landskabet. Hun fortæller videre, at når dette forekommer, føler hun ofte Guds tilstedeværelse.

Det er højst sandsynligt, at når man tænker på at være udendørs i naturen, får det en til at føle sig godt tilpas. Og det er lige så sandsynligt, at man kan genkalde sig en meget speciel naturoplevelse, en der gjorde et stort indtryk på en. Een ting er stensikker: efter at Edgar Cayce har levet, har der været en mængde forskning om værdien ved at opholde sig i naturen, eller blot at være udsat for naturen.

De fleste af os elsker at spadsere gennem en skov. Det viser sig, at det faktisk er terapeutisk. I en undersøgelse blev deprimerede patienter bedt om at spadsere en halv times tid. En gruppe spadserede i skoven, og en anden gruppe spadserede i et indkøbscenter. Alle, der havde spadseret i skoven, vendte tilbage med en følelse af at have det bedre. Blandt dem, der havde spadseret i indkøbscentret, følte halvdelen, at de havde det bedre, og en fjerdel følte, at de havde det værre!

Man kan forklare værdien ved at være i naturen, at det skyldes den friske luft. Forskning viser imidlertid, at man ikke behøver at befinde sig i naturen for at have gavn af den - blot at være i stand til at se den gør en forskel. I en undersøgelse af udsatte unge kvinder, som bor i det centrale Chicago, fandt forskerne, at de piger, hvis lejlighed havde et værelse med udsigt til et grønt område, fik bedre karakterer, udviste større koncentration og mindre impulsiv opførsel end de piger, hvis lejlighed blot havde udsigt til andre bygninger.

Blot det at kigge på billeder af naturen kan også have en positiv indvirkning og kan forandre en persons værdisystem umiddelbart derefter. I en undersøgelse kiggede den ene gruppe deltagere på bygninger, veje og andre bylandskaber, mens den anden gruppe betragtede landskaber, søer og ørkener. Deltagerne skulle bagefter besvare spørgsmål om betydningen af fire ting som man tragtede efter: "at være finansielt succesrig", "at blive beundret af mange mennesker", "at have vedvarende forbindelser med andre mennesker" og "at arbejde for at gøre samfundet bedre." Gruppen, der havde betragtet naturscenerier viste en forøgelse i værdsættelsen af forbindelser og samfund, men den gruppe, der havde betragtet menneskeskabte omgivelser, foretrak rigdom og berømmelse. I en anden undersøgelse var naturbetragterne mere tilbøjelige til at dele penge, vundet i spil, med andre end de, der havde betragtet menneskeskabte scenerier. Forskerne spekulerede på, om det at se naturen hjalp deltagerne med at få forbindelse med deres "autentiske selv", hvorimod menneskeskabte scenerier mindede deltagerne om det moderne livs belastninger.

Cayce ville være enig med disse forskere i, at naturen genspejler vort "autentiske selv" - vor gud-lignende selv - mere end bygninger gør. Det er værd at udforske, hvorledes den genspejlingsproces fungerer. Moderne hjerneforskning har opdaget det, som videnskabsmændene nu kalder "spejlceller" i hjernen, der automatisk fungerer for at stimulere en ubevidst efterligning [mimicry] af de visuelle informationer, hjernen modtager og behandler. Idet forskerne i moderne hjerneteknologi ajourfører et gammelt begreb "at føle sig ind i" eller empati, mener de nu, at der er en indbygget mekanisme i hjernen til efterligning [mimicry] som et middel til forståelse. Det er, som om spejlcellerne bygger på en gammel børnehave banalitet: "It takes one to know one." Det er, som om hjernen fungerer på princippet, "for at lære noget, bliv det." Det er så sandelig en variation af det at bruge en tænkt rolle, for at blive det man ønsker at forstå. Edgar Cayce kalder det "attunement" – harmonisering. Når vi laver en harmonisering til/med noget, går vi gennem en proces af efterligning, af at forestille os, at vi er ligesom det noget eller den kvalitet af noget.

Der er et antal af måder bevidst at skabe harmoni med naturen; forskning med mennesker, der har studeret Cayce materialet, har vist værdien deraf, og vi vil beskrive nogle af dem her.

Meditation i naturen turde være selvindlysende. At lade tanken hvile på et ideal som "harmoni" [ "harmony" ], hvilket visselig er en attribut ved naturen, bringer den mediterende i harmoni [ "in attunement" ] med et harmonisk mønster i de skabende kræfter, der cirkulerer inde i den mediterendes egen krop. Det ville også bringe den mediterende i harmoni med de levende væsner i naturen. Det at meditere i naturen synes at være en meget naturlig ting at gøre, og der behøves egentlig ikke nogen forklaring, ikke desto mindre er det godt at minde sig selv om den rolle, idealer og harmoni [ "attunement" ] spiller i selv den mest naturlige af kommunikationsmåderne.

En fremgangsmåde, noget lig meditation, men med mere fokus på det at vinde indsigt eller inspiration fra ens eget samkvem med naturen, begynder igen med harmonisering [ "attunement" ]. Tænk først over denne generelle anbefaling, Cayce engang kom med, der antyder forskellige detaljer af en total harmoniseringsproces. Mens man spadserer i naturen, skal man lytte til de lyde, man hører. Imitér disse lyde højt. Gradvis skal man så ophøre med den lydelige gengivelse men fortsætte med at imitere lydene i stilhed. At imitere lydene i stilhed leder ens opmærksomhed indad. Cayce fremsatte den forbavsende påstand, at denne fremgangsmåde, at meditere over ens egen tavse imitation af naturens lyde, ville udvikle ens modtagelighed for i ens indre at høre "sfærernes sang", hvilket er den hørbare version af de skabende eller usete kræfter, der styrer den fysiske verden. Cayce antydede, at en høj grad af imitation af naturen ville hjælpe med at gøre det lettere at harmonisere sig med naturen eller tillade et individ at realisere dybere erfaringer fra at være eet med naturen. Når vi anvender denne idé, får vi nogle meget interessante resultater.

Sæt, at en person ønsker at udforske muligheden for at opnå indsigt eller inspiration fra et eller andet aspekt af naturen, for eksempel et træ. Lad os i detaljer beskrive den proces, der er underforstået i Cayces antydninger.

For det første, find et træ, der tiltrækker dig og bliv det træ i din forestillingsevne. Begynd med at nærme dig træet med respekt, idet du anerkender, at det udtrykker sin skabende natur uden forbehold. Tak det for, at det er villigt til åbent at dele sine hemmeligheder med dig - idet du nærmer dig det som et levende væsen, bliver du bragt i den rette sindstilstand. Vil du ikke være mere villig til at dele med en, der nærmer sig dig med respekt, end med en der forlanger din opmærksomhed? Den Gyldne Regel gælder også her. Botanisk forskning har vist, at planter har en måde at kommunikere med hinanden på, og naturfolk hævder, at planter taler til dem. Luther Burbank erklærede, at den måde han kunne få planter til at udvikle nye egenskaber på, skyldtes hans kærlige kommunikation med dem. Edgar Cayce, en ivrig gartner, mente også, at vor holdning overfor planter havde en virkning på dem. Han sagde engang, at grøntsager, dyrket af en sur gartner er hårde ved fordøjelsen. Det er bedre, sagde han, at gartneren fortæller vittigheder i haven, selvom det er sjofle vittigheder, end at være sur og vranten.

Nærm dig træet med den respekt, du ville vise en lærd ældre, hvis du håbede at få venlige og hjælpende råd. Stå foran træet og begynd at forestille dig, hvordan det må være at være det træ. Forestil dig rødderne, både dem dybt nede i jorden og dem, der kommer op af jorden og bliver til det synlige træ, idet det strækker sig op mod himlen med grenene. Forestil dig, at du lader blade vokse frem. Forestil dig, at du er et lille blad, med rød-purpur farve, der skifter til grøn, idet det udvikles. Forestil dig, at du lader fremvokse en blomst, der bliver en frugt. Føl, hvordan det er at trække næring fra jorden, fra luften og fra solen.

Gør din forestilling aktiv. Mens du forestiller dig, at du er træet, lad dine billeder arbejde sig ind i din krop. Efterlign fornemmelsen af træet i din krops position og bevægelser. Lev dig ind i træets kreative mirakel; spred fødderne og føl jorden under dine fødder. Spred dine arme ud som grene og føl energien stige op gennem dine fødder og ud gennem dine udstrakte hændet. Dine hænder cirkulerer i brisen, og dine fingre leger med solstrålerne. Din krop bevæger sig som et træ i takt med livets cyklus, og slapper af og smider bladene om efteråret, krymper om vinteren, og oplever derpå gnister af nyt liv om foråret. Når sommeren bringer mere varme, stråler dine blade, blomster blomstrer med vidunderlige dufte, og dine frugter modnes.

Når du forener dig med dit træ i en dans, lad så din sindsstemning udtrykke sig i lyd. Syng træets sang. Det drejer sig om at improvisere i lyd med den harmonisering, du føler med træet. Begynd med en sagte nynnen, mens du føler næringsstofferne stige op gennem din stamme og grene. Begynd med at lave en "ahhh" lyd, mens bladene danser i solskinnet. Mens du forestiller dig, at du blomstrer, kan et smil ledsage "ahhh" lydene. Overgiv dig til den livsånd, der strømmer i træet og udtryk det liv på din egen måde - åbent, fuldt. Den er en følelse af stille overstadighed, men ladet med energi.

Sid nu stille med dit træ. Bare vær dér i oplevelsen af dit samkvem med træet. Mens du gør det, så husk formålet med dit besøg hos træet. Var der en bekymring? Et spørgsmål? Lyt nu, og du vil føle, eller høre, eller på anden måde fornemme træets reaktion. Det kan komme som tanker, der kommer til dig; erindringer, som du opdager, du udforsker, eller en dagdrøm, der tager dig med på en opdagelsesrejse. Og du skal ikke blive overrasket, hvis du hører træet tale!

Da Judith prøvede dette eksperiment, var hun bekymret mht til nogle af sine personlige mangler. Hun delte med træet sin fornemmelse af frustration over hendes mangel på perfektion. Hun konstaterede, at træet reagerede på hendes opfattelse af perfektion. Efter hun havde harmoniseret sig, sad hun med ryggen mod træet og hvilede sig. Snart var hun involveret i en Disney-lignende type dagdrøm, hvor træet havde et ansigt og talte til hende. Træet udpegede adskillige steder, hvor begivenheder havde såret træet på forskellige måder. Træet viste hende, hvor det var fortsat med at vokse gennem disse sår og helbrede dem og komme videre. Selvom der var ar, udgjorde de en del af træets naturlige skønhed. Og allervigtigst, træet viste hende, hvordan både det og hun stadig var fulde af kreative safter. Hun så, at også hun stadig voksede fremad og at hendes sår-erfaringer udbyggede hendes visdom. Hun var stadig "perfekt", men på en måde hun ikke havde set tidligere, fordi hun havde baseret sin opfattelse af perfektion på forventninger og ydre forholdsregler i stedet for på den åndelige essens i hendes væren. Træet forklarede hende den rette sammenhæng.

At tale med træer, at kommunikere med dyr, at erkende de usete kræfter i skaberværket - alle disse aktiviteter er afhængige af et visst mål af intuition, og Cayce materialet om det at arbejde med intuition og intuitiv vejledning gælder også her. Et aspekt af intuition, der er meget betydningsfuldt, når man skal være eet med naturen, er forestillingsevnen [ "imagination" ]. Traditionelle psykologer ved, at det at være i naturen pirrer forestillingsevnen, især børns forestillingsevne. Hvad psykologien først på det seneste medtager i dens undersøgelser, er imidlertid noget, som er implicit i Cayce materialet om forestillingsevnen - den kan tjene som en erkendelseskanal for de dynamikker i naturen, der er usynlige for det menneskelige øje: de "usete", de "kreative" og de "imaginative" kræfter, som Cayce beskriver som værende det, der bag scenen former det, der manifesterer sig fysisk - det vi kan se med vore øjne.

Når vi med vore hjerter er eet med naturen og føler denne eenhed med alt liv, er visse mennesker ved at opdage, at de bliver klar over dynamisk aktivitet omkring dem. Nogle, ligesom Edgar Cayce som barn, fornemmer "elementalerne", der er planters ånd. Andre kan opfatte energien i de kreative kræfter pulserende gennem og omkring træerne. Man kan tage på "rejser" med dyr. Når sådan et særligt samkvemsøjeblik indfinder sig spontant og forbløffer os med den tilsyneladende magiske fremtoning af ting, der normalt ikke kan ses, er det let at fokusere på dette specielle problem. I idealismen i Cayces readings ville det imidlertid blot være spild bare at forundres over vore fornemmelser. Det er meget vigtigere at erkende, at disse fornemmelser hidrører fra vor essentielle eenhed med naturen. Hvad enten disse magiske fornemmelser opstår spontant, eller kommer fra at man vier sig til at udvikle den dybe harmoniserings kunst, ville Cayce vurdere dem til at være til liden brug, med mindre disse øjeblikke i os inspirerer en fornyet respekt for naturen. Han ville gentage naturfolkenes bønner, der bekræfter, at naturen er som en moder for os, og at vi er nødt til at tjene hende med taknemmelighed og respekt for alt, hvad hun giver os.

At være eet med naturen uden anden grund end at dele Skaberens kærlighed er måske den allerbedste grund af alle.

Oversætters bemærkning: det engelske ord attunement har verbet attune, der betyder afstemme eller indstille/finindstille (ligesom en radio eller et apparat), så det danske ord indstilling ligger egentlig lige for, men det har også betydningen holdning; så derfor har jeg valgt at anvende ordet harmonisere/harmonisering, da misforståelser derved undgås.

...ooo0ooo...

Fra et af vore medlemmer har vi fået tilsendt et par spændende link til Jyllandspostens hjemmeside. Artiklerne handler om Atlantis. Som Cayce-tilhænger kan det undre lidt, at hans profetier om, at Atlantis igen vil dukke op, slet ikke nævnes.