Skleroderma

Artikel fra Venture Inward Newsletter April 2011 af Gladys T. McGarey, oversat af Jens Hostrup

Portrat af Edgar Cayce

Bemærkelsesværdige ting sker med ricinusolie

I august 1968 undersøgte jeg patienter på A.R.E. Klinikken, mens min partner og ægtemand William McGarey rejste til Virginia Beach. Han skulle begynde på forskningen i Circulating Files vedrørende Cayces materiale i de fysiske readings. En dag kom Shirley, en nogle-og-tredive år gammel kvinde ind til mig. Hun havde fået diagnosen skleroderma [bindevævsfortykkelse] og havde i det sidste halve år været alvorligt handicappet, fordi sygdommen udviklede sig så hastigt. Hun var sekretær i luftvåbnet og konstaterede, at hun ikke var i stand til at skrive så hurtigt som tidligere, fordi hendes fingre blev stive og hårde. Hun havde også vanskeligheder med at synke og havde ikke været i stand til at spise fast føde i adskillige måneder; hun led yderligere af smerter over alt.

Skleroderma er en frygtelig sygdom. Sklera betyder "fortykkelse" og "blive hård", og derma er selvfølgelig huden. Patientens hud bliver hård og som sten på grund af kalkaflejringer. Den er frygtelig smertefuld og påvirker meget mere end blot huden. Det er en af de kollagen [æggehvidestof i bindevæv, brusk og knogler] -lidelser, der påvirker bindevævet i kroppen. Denne sygdom er meget kompliceret og påvirker ikke blot huden, men også bloddannende strukturer som knoglevæv og lungevæv. [Red. kommentar: Der er for tiden ikke nogen kur mod skleroderma. Medicinen bekæmper denne sygdom ved at behandle individuelle symptomer for at skaffe lettelse og lindring til patienten og for at prøve på at forsinke dens udvikling].

Jeg ringede til Bill i Virginia Beach og bad ham slå op på, hvad Cayce havde at sige om skleroderma. Og da Shirley kom tilbage til konsultation, havde Bill sendt mig materialet. Jeg satte patienten i gang med en terapeutisk kur med ricinusomslag over leveren tre gang om ugen i halvanden time; ricinusolie masseret ind i hænderne om aftenen og hvide bomuldshandsker over ricinusolien, når hun gik i seng. Massager med ricinusolie over hele kroppen så ofte hun kunne få dem, og så blev hun sat på en basisk diæt. Eftersom hun ikke var i stand til at spise fast føde, bestod denne mest af grøntsagspuré, supper, frisk frugtsaft og så masser af vand.

Vi havde vort første medicinske symposium i A.R.E. Klinikken i januar 1969 og fremlagde på det tidspunkt Shirleys tilfælde som en sygejournal, fordi hendes reaktion på denne enkle terapi havde været så bemærkelsesværdig. Hun havde for første gang i to år været i stand til at indtage fast føde på Thanksgiving Day [fjerde torsdag i november], og da vi fremstillede hende ved symposiet, var hun i stand til at bevæge sine fingre med større lethed. Efter at vi havde fremlagt Shirleys sygejournal, skete der noget bemærkelsesværdigt: en læge fra San Diego, Allan R. Cantwell, junior, kom op til os og fortalte, at han netop havde offentliggjort en afhandling i en avis i Barcelona, Spanien, hvor han identificerede en syrefast bacille i huden på sklerodermapatienter. I 1920erne havde Edgar Cayce sagt, at denne type bakterie er til stede i huden på sklerodermapatienter. Synkroniciteten ved disse begivenheder var virkelig imponerende for os, der deltog i symposiet.

Vi fulgte Shirley de næste syv år, i hvilke hun også anvendte "the wet cell appliance" [Vådcelleapparatet], som Cayce havde foreslået, og "Atomic Iodine" til at afbalancere kirtelsystemet, og overholdt den foreskrevne Cayce diæt. Da vi tabte forbindelsen med hende efter syv år, havde hun det godt og underviste i yoga.

Bill McGarey beskriver i sin bog The Edgar Cayce Remedies i detaljer udviklingen af sygdommen:

Skleroderma er en af en gruppe af, hvad der kaldes kollagensygdomme, eller sygdomme i kroppens bindevæv. I 1968 introducerede Allan R. Cantwell, junior, en dermatolog i Californien, os for den kendsgerning, at der er syrefaste bakterier i sklerodemapatientens hud ... Cayce sagde i tyverne, at sådanne bakterier var tilstede i disse patienters hud.

Edgar Cayce så imidlertid ikke sklerodema som en sygdom forårsaget af bakterier. Sygdommen er en proces og en kompliceret proces, der påvirker ikke blot huden, men også bloddannende strukturer som knoglevæv og lungevæv. Det er den proces, der frembringer en hærdning eller sammenklumpning af blodet hovedsagelig som et resultat af at blodet selv forsøger på at fremkalde koagulering - den skabende proces indeni kroppen, som er opbygningen af det nye væv, når gammelt væv normalt dør. Dette ses mest grafisk i huden, hvor den overfladiske cirkulation til de forskellige lag i selve huden involveres i denne proces. Derpå sløves nerveenderne i disse områder på grund af deres deltagelse i processen, hvilket til gengæld resulterer i akut smerte og også reflekserne til det autonome nervesystem, der ligeledes bliver involveret. På denne måde bliver organerne i hele kroppen forstyrret.

Der er kirtler i kroppen - i tilfældet med skleroma drejer det sig hovedsagelig om skjoldbruskkirtelen, adrenalerne og leveren - der leverer utilstrækkeligt af de forsyningselementer, der normalt ville holde alle dele af huden normal. Disse kirtelelementer er nødvendige i strukturdannelsen af energi, som Cayce mange gange beskrev begivenheden i sine readings. Med disse hormoner fraværende er virkningen på kirtlerne tilsyneladende sådan, at de producerer en tuberkelbacille eller lignende i hudens lymfesystem som et direkte resultat af, at huden bliver ødelagt og bliver hård, hurtigere end den kan genoprettes. Dette bliver en tæringstilstand med en betændelse i lymfen i det område mellem det ydre, det indre og de allerinderste dele af huden.

Fremskredne tilfælde involverer naturligvis næsten alle dele af kroppen. Således kan kun lidt af den ilt, der behøves af kroppen, leveres af et dårligt fungerende åndedrætssystem, og hele kroppen bliver udsat for et meget stort pres. Idet disse tilstande forværres, bliver assimilation vanskeligere og mindre ydende, og mangelen på genopbyggende aktiviteter i kroppen bliver mere og mere akut. Således ses kirtlerne som hovedårsagen, der fører til en vanskelig afslutning, med mindre der træffes modforanstaltninger til at vende processen og genopbygge kroppen.

Igennem årene har jeg arbejdet med mange skleromapatienter og har med glæde set de opnåede resultater, når patienten følger kuren så nøje, som de kan. Faktisk kan det glæde mig, når en patient kommer ind med diagnosen skleroderma, fordi de konventionelle terapier ikke kan kurere den eller knap nok lindre den på nogen måde for patienten, hvorimod de enkle metoder, som Cayce foreslog, faktisk - når de bliver anvendt! - giver lindring og i nogle tilfælde helbredelse.

Jeg husker en 12-årig pige, der kom til A.R.E. Klinikken midt i 70'erne med en sklerodermadiagnose. På ryggen havde hun pletter, der var ved at blive hårde, og hendes fingre var ved at blive stive. Hun var musiker og elskede at spille klaver. Hendes fader var baptistpræst og det var lidt vanskeligt for ham at acceptere de begreber, der kom til ham fra Edgar Cayce materialet, men han var så bekymret for sin datters helbredstilstand, og prognosen var så frygtelig, at han var villig til at gå med til terapien. Vi begyndte med ricinusolieomslagene, og med massage af hænderne og en massage af hele kroppen, foruden diætplanen. Næsten med det samme bemærkede vi en blødgørelse af huden især i de pletter, der allerede havde dannet sig. I løbet af en periode på to år blev hun markant bedre, og da hun tog studentereksamen spillede hun klaver ved skolebegivenheder og der var ikke noget tilbage af sklerodermaen.

For nylig blev min interesse og begejstring for behandlingen af skleroderma fyldt med nyt liv, da jeg sad og signerede bøger i Changing Hands Bookstore i Tempe, Arizona. En dame trådte hen til mig; til at begynde med genkendte jeg hende ikke, men lige så snart hun havde sagt, "Mit navn er Joan", vidste jeg, hvem hun var. Hendes navn var Joan Stanford og jeg havde beskrevet hendes historie i 1997 bogen The Physician Within You, [Din Indre Læge]

Joan havde opsøgt mig midt i 80erne, to eller tre år efter, at hun havde fået diagnosen Skleroderma. På det tidspunkt havde jeg ikke set hende i de mellemliggende år - jeg havde hjulpet med at bringe hendes niende barn til verden 35 år tidligere og havde ikke været i forbindelse med hende siden. Hun var gået til lægen, fordi hun havde alvorlige smerter over hele kroppen, hendes energi var aftaget betragteligt, og det blev vanskeligere og vanskeligere for hende at bevæge sin krop. Lægen sagde, at hun var deprimeret og gav hende et antidepressivt middel. Hun kunne ikke lide hans diagnose og fulgte den derfor ikke. Hun gik til en anden læge, der diagnosticerede hende til at have en kollagensygdom og sendte hende til en rheumatolog, der diagnosticerede sklerodermaen. Han skrev en recept på et middel mod betændelse, som hun ikke brugte på grund af bivirkningerne. Hun havde besvær med at kunne lukke hånden. Hun kunne se sygdommen krybe op ad hendes krop. Hun søgte adskillige rheumatologer, og sygdommen forværredes. Hun fik at vide, at sygdommen ikke kunne helbredes, og at sygdommen var dødelig. Da hun endelig kom til mig, var hun i stand til at gå, og hun var håbefuld, men hendes hænder var så sklerotiske, at hun ikke kunne strække fingrene ud, og hun kunne heller ikke knytte hånden. Huden på hendes hænder skinnede og fingerspidserne var ødelagte af kalkophobninger. Hendes underarme var meget hårde og ømme. Huden på hendes ansigt var stram og tynd med læberne så fikserede, at det var vanskeligt for hende at smile.

Vi begyndte at arbejde med ricinusolien, ricinusomslag og massagen. Hun kunne cykle. Hun fortsatte med det og begyndte at dyrke yoga. Hun var meget omhyggelig med sit diæt, og jeg fulgte hende i adskillige år, indtil jeg gik på pension, mens hun i stigende grad forbedredes. Da jeg genså hende ved bogsigneringen kunne jeg til min store fryd se, at hun stort set så ud, som hun havde gjort ti år tidligere. Sygdommen havde ikke udviklet sig yderligere, og hendes høje hånd var stadig stiv, men hun kunne bruge sine fingre og hun kunne bruge venstre hånd, og hendes smil var ægte. Da jeg spurgte hende, hvordan hun havde det, sagde hun, "Jeg elsker mit liv." Hun hjælper fortsat andre mennesker og er afholdt af mange og har ført et liv, der har været produktivt og elskværdigt.

Når jeg sammenligner disse tre menneskers historier med andre patienters, der ikke er blevet velsignede med Cayce terapier mod skleroderma, forstår jeg betydningen af de helbredelser, der sker, når vi forstår de fysiologiske processer, der finder sted inden i vor krop, og virker med dem snarere end forsøger på blot at eliminere en sygdom. Rentabiliteten ved at anvende ricinusolieomslag, massager, diæter, motion og energimedicin så som "the wet cell", i virkelig forbløffende. Den "normale" patient kræver terapeutiske indgreb, medicinering og i sidste ende hjælp til blot at overleve. Den smerte, ubevægelighed og ødelæggelse, som sygdommen forårsager i fungerende organer så som tarmsystemet, nyrerne og lungerne, er kolossal. Og oven i det hele kommer den utrolige vansiring, der følger med hærdningen af huden over hele kroppen. Enhver kan hjælpes af Cayce materialet ved behandling af skleroderma.

Da jeg udøvede min profession, gav Cayce readingerne mig måder, ved hvilke jeg har været i stand til at hjælpe mennesker med at komme i kontakt med deres egen "indre læge" og leve til en høj alder snarere end at svækkes i en sygdom. Dette bliver da helbredelse på et niveau af krop, tanke og sjæl og en ægte helbredelse.